Danmark fravænner tre grise mere per årsso end nærmeste konkurrent. Samtidig har dansk svineproduktion EU’s laveste produktionsomkostninger pr. kilo svinekød, viser ny rapport.
Danske svineproducenter er langt bedre end de fleste af vores nærmeste konkurrenter, når det gælder effektivitet og produktionsomkostninger. Det skriver Seges Svineproduktion i en meddelelse.
Den nyeste rapport fra InterPig viser nemlig, at danske svineproducenter i 2018 fravænnede tre grise mere per årsso end Holland, som er nærmeste konkurrent.
I Danmark blev der i 2018 fravænnet 33,6 grise per årsso i gennemsnit. Til sammenligning ligger de andre lande, som offentliggør tal til InterPig, på mellem 24,7 og 30,6 fravænnede grise per årsso.
- Det her er helt afgørende for, at vi kan være konkurrencedygtige på trods af, at det er dyrt at producere grise i Danmark. Det er noget af det, der gør danske svineproducenter til nogle af verdens bedste, siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i Seges Svineproduktion.
Han glæder sig derfor over de nye tal fra InterPig som viser, at Danmark er i front.
Lave produktionsomkostninger
Et højt antal fravænnede grise per årsso smitter selvsagt også af på den samlede produktionsomkostning.
Men også konstant nytænkning og innovation af dansk svineproduktion gør, at branchen kan være effektive. Faktisk viser InterPig 2018, at Danmark har Europas laveste produkti-onsomkostninger per kilo grisekød.
- Det glæder mig at se, at vi med innovationsarbejdet i SEGES Svineproduktion og avlsfremgang har formået at ligge i front i forhold til vores konkurrenter. Og det tror jeg på, at vi kan blive ved med. Det viser danske svineproducenter gang på gang, siger Christian Fink Hansen.
Tiltrængt løft i noteringen
Danmark ligger altså i front flere steder, når det kommer til effektivitet og ifølge formanden for L&F Svineproduktion, Erik Larsen, er det væsentligt nemmere at glæde sig over de nye opgørelser fra 2018, når man kender noteringens udvikling siden da.
- Tallene viser jo, at der heller ikke sidste år var en klar sammenhæng mellem produktivitet og kvalitet på den ene side og afregningspriser på den anden side. Vi har været bagud, og det har været skuffende. Heldigvis ser vi nu den højeste notering i 18 år, og vi har tilmed overhalet Tyskland, siger formanden.
Torsdag meddelte Danish Crown, at noteringen for første gang siden 2001 ramte 12,80 kr.
- Der er tiltrængt efter rædselsåret sidste år, afslutter Erik Larsen.