Efterspørgslen på slagtesvinemarkedet er god, men tyske slagterier klager fortsat over prisniveauet på det tyske kødmarked. Ifølge slagterierne er eksporten tilfredsstillende, men det tyske hjemmemarked kan p.t. ikke leve op til forventningerne. Det gode vejr på Kristi Himmelfartsdag, den gode vejrudsigt til pinse og månedsskiftet sørger dog for nye impulser. Imidlertid var forventningerne noget højere, skriver Danske Svineproducenter i en pressemeddelelse.

Ikke desto mindre stiger den tyske slagtesvinenotering, fordi udbuddet er meget lavt. Det tvinger de tyske slagterier til at betale mere for slagtesvin, hvis de vil fylde slagtebåndene. Fra januar måned er antallet af slagtninger faldet med 3,7 procent sammenlignet med samme periode året før. Det er bemærkelsesværdigt, at forsyningssituationen på det tyske slagtesvinemarked alligevel er stram, selvom vi lige har nogle korte slagteuger med kun fire slagtedage (pga. Kristi Himmelfart og pinse).

I Kina er svinebestanden faldet med 22 procent efter de første udbrud af afrikansk svinepest. De nyeste estimater går ud fra, at den kinesiske svinebestand skal reduceres med 30–40 procent, i nogle områder endda med 50 procent. Fra 1. juli skal alle grise og alt svinekød i større slagterier testes for ASF. Derfor slagtes der p.t. mange grise og sælges svinekød fra frysehusene. Som resultat er forsyningen for tiden ikke så stram, som man kunne forvente, og svinepriserne er forholdsvis stabile i Kina.

Afrikansk svinepestSvin