bannerPos

Seges Svineproduktion: Flere svineproducenter skal i gang med udfasning af zink

Seges Svineproduktion søger lige nu besætninger, som har lyst til at udfase medicinsk zink allerede nu. Arkivfotos: Camilla Bønløkke
29-11-2019 11:34
Myndigheder, forskere og firmaer mødtes i sidste uge for at diskutere mulige løsninger samt se på fremskridt for udfasning af medicinsk zink.

Hvordan kommer vi bedst i mål med at udfase zink senest i 2022 – uden at forbruget af antibiotikaniveauet stiger som følge af flere diarrébehandlinger? Det var hovedspørgsmålet på Seges Svineproduktions såkaldte »Interessentmøde«, hvor myndigheder, forskere og firmaer inden for medicinal- og ingredienssektoren mødtes.

- Der er under tre år til, medicinsk zink bliver forbudt i hele EU. Og vi finder sandsynligvis ikke noget, som erstatter medicinsk zink 1:1 inden da. Men der er flere lovende resultater af produkter og metoder, som kan mindske behovet. Derfor skal vi have flere svineproducenter til at gå i gang med at udfase medicinsk zink, sagde Christian Fink Hansen, sektordirektør i Seges Svineproduktion, i sin velkomst til deltagerne.

Risikoen ved at stoppe med at bruge medicinsk zink er blandt andet, at det kan øge behovet for at behandle med antibiotika. Men hvad det angår, kunne Fødevarestyrelsen fortælle, at det er muligt at blive fritaget for »Gult Kort«-ordningen, hvis man deltager i et godkendt forsøg, hvor formålet er udfasning af medicinsk zink.

- Vi ved, at der er risiko for udbrud af diarré i besætninger, som ikke bruger medicinsk zink, indtil de finder de rigtige rutiner og alternativer til zinken. Derfor giver vi mulighed for fritagelse i op til seks måneder til de besætninger, som allerede nu går i gang med udfasningen, fortalte dyrlæge Pia Jul fra afdeling for dyrevelfærd og veterinærmedicin i Fødevarestyrelsen.

Udfasning tager tid

Og der er god grund til at prøve sig frem allerede nu. Som Effektivt Landbrug skrev om onsdag, har dyrlæge og konsulent i Seges Svineproduktion, Nicolai Rosager Weber, indsamlet erfaringer fra 26 besætninger, som er stoppet med at bruge medicinsk zink. Og her melder flere af deltagerne om, at det tager omkring seks måneder at finde de helt rigtige rutiner i forhold til at mindske risikoen for diarré, når medicinsk zink bliver taget ud af foderet. Hans opfordring er derfor klar:

- Gå i gang nu. Vi har allerede en masse værktøjer og midler til at mindske risikoen for fravænningsdiarré. Både i form af Zinkguide.dk, hvor vi har samlet erfaringer fra zinkfri besætninger. Men også resultater afprøvninger, hvor vi blandt andet har nedsat tildelingen af protein med lavere forekomst af diarré til følge, siger han.

For at hjælpe andre svineproducenter godt på vej søger han lige nu besætninger, som har lyst til at udfase medicinsk zink allerede nu. Seges Svineproduktion stiller en række værktøjer og sparring til rådighed. Og med muligheden for at blive fritaget fra »Gult Kort« i op til seks måneder, kan det ifølge ham være en god idé at gå i gang nu.

- Der er faktisk ikke længe til det er slut med brug af medicinsk zink. Men vi ved, at der allerede nu er politisk bevågenhed af forbruget. Det samme gælder brugen af antibiotika. Så mit råd er: Gå i gang nu, sagde han på mødet.

Fælles fodslag

Lægemiddelstyrelsen holdt også et kort oplæg, hvor de fortalte om allerede godkendte lægemidler til behandling af fravænningsdiarré. Både præparater med og uden medicinsk zink, men også om nye midler, som bliver brugt i udlandet – og måske vil blive godkendt i Danmark, hvis de har effekt i dansk svineproduktion.

Det, at både myndigheder, foder- og medicinalproducenter og forskere er samlet i et mindre forum, giver muligheder for at dele erfaringer på tværs af branchen og måske forkorte nogle formelle processer. Og netop denne fælles forståelse af at der skal gøres noget, er der brug for, når vi om under tre år står i en situation, hvor der ikke længere må bruges medicinsk zink, var budskabet.

- Når vi er med en dag som i dag, kan vi både få indsigt i de nyeste forskningsresultater og erhvervets vurdering af hvilke lovgivningsmæssige barrierer, der er for fodervirksomhederne og – ikke mindst – svineproducenterne. Vi får altså mulighed for at se på, om vi kan finde nogle praktiske løsninger, hvor der er behov for det i forhold til foderlovgivningen. Derfor er det vigtigt, at vi er med, siger Jannik Elmegaard, som er sektionsleder i Fødevarestyrelsen.

cab

 

- Vi skal konstant tænke nyt

På Stenalt Gods drives man af at forbedre sig hele tiden. Derfor undrer det godset, når EU-ordninger som har innovation til formål, udelukker nye driftsmuligheder.

Teknologi har løftet planteavlen på Stenalt Gods

På Stenalt Gods har EU-tilskud været med til at fremme den økologiske planteavl med nye teknologier og opbevaringsmuligheder til tørring.

Solceller kan give ekstra indtægter

Solceller fyldte en stor del, da Sesvanderhave holdt julemøde for sukkerroedyrkere.

Skovlandbrug kan være en del af løsningen på landbrugets udfordring

Skovlandbrug kan være en del af løsningen på mange af udfordringerne i landbrugssektoren, herunder klima- og biodiversitetsudfordringer. Landmand Bjarne Larsen ved Esbjerg viste torsdag sit skovlandbrug frem.

Grundvandsovervågning møder kritik fra Rigsrevisionen

Miljøministeren er stærkt utilfreds med, hvad hun betegner som en mangelfuld forvaltning af dispensationer til sprøjtemidler. Ministeren iværksætter nu tre tiltag for at komme usikkerheder og problemer til livs.
Side 1 af 1716 (34320 artikler)Prev1234567171417151716Next