Det var ikke bare én, men hele ti tørfoderautomater, som firmaet Ikadan havde udloddet i deres konkurrence på sidste års NutriFair-messe.

- Vi havde da været glade, havde vi vundet en. Det havde da også været en flot gave – men ti. Det synes vi godt nok er flot, lyder det fra Karen og Søren Bjerg, som de sidder der omkring køkkenbordet med småkagerne hjemme på bedriften Bæklund Opformering i Hårby på Sydvestfyn.

Et år er ved at være gået, siden de sidst var på messe i Fredericia, og de kan nu se tilbage på resultatet af en periode, hvor heldet fulgte Karen i konkurrencer.

Kreativ indretning

Evalueringen af sidste års messe gik på at finde frem til, hvor og hvordan præmien skulle tages i brug. Sagen er nemlig den, at der på Bæklund anvendes vådfoder, og tildeling af tørfoder kun sker i klimastalden i den første periode efter fravænning.

- Vi har tre sektioner til smågrise, hvor vi kun fravænner ind i den ene og sorterer ud derfra. Her havde vi i forvejen seks First Feeder-automater, der flyttes ud, når grisene kommer over på vådfoder. Desuden har vi i hver sti et langtrug á to meter, som vi også tildeler tørfoder i, samt et trug, hvor grisene tilbydes vand, forklarer Søren Bjerg.

Parret kom derfor frem til, at det kunne være fint at få de nye tørfoderautomater ind i de resterende ti stier, som de ikke havde en First Feeder til. Men de måtte jo gerne være flytbare.

- Efter en snak med Ikadan kom vi frem til, at vi – selvfølgelig mod ekstra betaling –  fik automaterne leveret til montering på en plade, så de kan stå frit i stien og flyttes igen, forklarer Søren Bjerg.

Simpel montering og håndtering

Der er ingen mekanik i tørfoderautomaterne fra Ikadan. Der skal blot tilsluttes en slange med frisk vand, og opbygningen er simpel og let at rengøre.

- Vi skulle selv samle de ti automater, og vi troede egentlig, at det ville tage lidt tid. Men vi var tre mand, og de var let samlet på under to timer, fortæller parret, der med det samme tog automaterne i brug.

Automaterne fyldes kun to gange i løbet af hele fravænningsperioden. Der køres med to startblandinger, hvor de startes op med blandingen til de helt små fra fire kilo, som grisene kender fra farestalden, og derefter blandingen rettet mod grise fra seks kilo og opefter. Herefter startes de op på vådfoder sideløbende, så de fortsat har muligheden for at vælge.

- Og grisene er bare i orden nu! Diarréproblemer er stort set totalt væk. Vi bruger heller ingen medicin mere. Højest et par enkeltdyrsbehandlinger for diarré, eller hvis der er en med et dårligt ben, fortæller Karen Bjerg og tilføjer:

- Da vores dyrlæge, Kristian Viekilde fra Porcus, kom herud første gang, efter at automaterne var sat ind, sagde han: »Hvad har I lavet?« For det var meget flottere grise.

Frisk foder og flere ædepladser

De nye automater har været en billig og nem måde at skaffe flere ædepladser på, så nu er der også kommet flere grise i stierne, uden at det har indvirkning på tilvæksten – tværtimod.

- Grisene vokser meget bedre, og det har givet mere luft i stalden, da de hurtigt er videre og meget mere ens, fortæller Karen og Søren Bjerg, der fortæller, at der er stor forskel på, hvor meget de tager af tørfoderet og af vådfoderet.

So- og galtgrise er delt op i klimastalden, og når de når 30 kilo, køres galtgrisene væk til opfedning i en lejet slagtesvinestald.

En anden fordel ved de nye automater er, at de tilgodeser grisenes behov for at rode, da de skal aktivere automatens runde hjul for at få foder ud på pladen, hvor de også har mulighed for at blande det med vand.

- Før fik vi tit givet dem for meget foder i langkrybberne, og så står det og bliver kedeligt. Nu får de hele tiden frisk foder, da foderet er i automatens lukkede beholder med låg på, påpeger Karen Bjerg, der fortæller, at de tidligere nok var i klimastalden og fodre 15 gange om dagen.

- Nu kommer vi derover tre gange om dagen, og de ser meget bedre ud!

- Og justering af udfodringsmængden er meget nemt på håndtaget på siden af automaten, tilføjer Heidi Dall, der har været ansat i stalden hos Bæklund Opformering i snart 15 år.

Færre søer

Udviklingen i avlen går stærkt, og det mærkes naturligvis også hos Bæklund Opformering, der har måttet justere so-antallet lidt ned, da de simpelthen blev for presset i staldsystemet på grund af de mange levendefødte grise.

- Vi vil ikke fravænne grisene for tidligt. De skal være i orden og have den tid der skal til, når det er avlsdyr, vi producerer, understreger Karen Bjerg.

Diegivningstiden ligger derfor fortsat på omkring 33 dage i gennemsnit, selvom de er oppe på 36 grise pr. årsso. Og det er på trods af en udskiftningsprocent på 40-45 procent for at holde det høje indeks. Der er derfor mange gylte og mange slagtesøer.

- Vi har 250 søer nu, hvor to tredjedele er yorkshire og en tredjedel er landrace, og vi sælger cirka 3.000 polte om året til danske kunder, mens de 4.000-4.500 slagtesvin og kasserede polte fedes færdig i den lejede stald, fortæller Søren Bjerg.

På Bæklund har de desuden egen kernebesætning, hvor de bedste bruges til at supplere op.

- Vi går meget op i antal patter hos vores polte og prioriterer dermed pasningen meget højt. Vi har altså ikke kun fokus på det høje indeks, lyder det fra Karen Bjerg, der ellers kan glæde sig over, at de for første gang er blevet hædret som den bedste opformeringsbesætning af yorkshire i 2017, hvilket netop er for det højeste indeks.

- Den pokal betyder virkelig meget for os, og vi håber meget, at vi kan beholde den igen i år, smiler hun, og tager pokalen ned fra dens placering i stuen.