Fund af afrikansk svinepest i Tyskland har gjort grundig rengøring af de lastbiler, der krydser den danske grænse, vigtigere end nogen sinde. Det næste halve år kontrollerer Fødevarestyrelsen mere end 300 lastbiler.
En stikprøve fra Fødevarestyrelsen skal fra torsdag og de næste seks måneder kontrollere, om chaufførerne på de lastvognstog, der krydser den danske grænse, har sikret sig, at bilerne er rengjort og desinficeret efter reglerne.
- Efter der i september blev konstateret svinepest i Tyskland, er det blevet endnu mere afgørende, at alle vognmænd, der transporterer dyr, er bevidste om deres ansvar for ikke at slæbe afrikansk svinepest ind i landet, og derfor sørger for at deres biler bliver rengjort ordenligt, understreger kontorchef i Fødevarestyrelsen, Camilla Brasch Andersen.
Tidligere i år informerede Fødevarestyrelsen både brancheorganisationer, transportører og importører af svin og kvæg om den kontrolkampagne, som nu går i gang. Kontrollen gælder ikke kun de biler, der krydser grænsen. Også de vogntog, der kører med svin og kvæg til de danske slagterier og samlesteder, kan blive vinket ind til siden. Finder Fødevarestyrelsen overtrædelser af reglerne, risikerer vognmanden en bøde.
Tidligere på måneden lukkede både Kina, Korea og Japan for deres import af tysk svinekød, efter de tyske myndigheder fandt afrikansk svinepest i et vildsvin på tysk grund. Også den smitsomme husdyrsygdom mund- og klovesyge kan få alvorlige konsekvenser for dyrevelfærd og eksport.
aldo