Nye muligheder med ny Lawsonia-vaccine
MSD Animal Health lancerer nu en intramuskulær Lawsonia-vaccine, der giver mulighed for et fleksibelt og arbejdsbesparende vaccinationsprogram.

MSD Animal Health har netop lanceret en intramuskulær vaccine mod Lawsonia, der yder beskyttelse i 21 uger. Arkivfoto
Med Danmark som det allerførste land i Europa lancerer MSD Animal Health nu den intramuskulære Lawsonia-vaccine: Porcilis Lawsonia Vet. Det meddeler producenten i en pressemeddelelse.
Lawsonia-bakterien findes i de fleste danske svinebesætninger og kan være årsag til nedsat tilvækst og forringet foderforbrug, endda uden at grisen har diarré. Ifølge producenten har kun oral vaccination hidtil været mulig
- Den intramuskulære administration af Porcilis Lawsonia Vet giver en høj sikkerhed for korrekt dosis til den enkelte gris. Porcilis Lawsonia Vet indeholder en dræbt bakteriestamme, hvilket betyder, at antibiotika-behandling og vandrørs-desinfektion om nødvendigt kan foretages samtidig med vaccination, udtaler teknisk chef Gitte Blach Nielsen.
Fleksibelt
Den nye vaccine er godkendt til reduktion af diarré, dødelighed, fald i daglig tilvækst, bakterieudskillelse og læsioner i tarmen forårsaget af infektion med Lawsonia intracellularis.
Vaccinen gives til grise fra 3-ugers alderen og yder ifølge producenten beskyttelse i 21 uger.
Porcilis Lawsonia Vet kan gives alene eller blandes med Porcilis PCV M Hyo.
Landmand og dyrlæge kan frit vælge, om en injektion på 2 ml alene skal beskytte grisen mod Lawsonia eller mod de tre infektioner: Lawsonia, PCV2 og mykoplasma-lungesyge, meddeler MSD Animal Health.