Praktikophold gav fast arbejde

Habtom Tesfay Hogos og Nuguse Tesfu fra Eritrea har vekslet fire måneders praktikophold til fast job på Erik Pedersens bedrift i Vendsyssel.

Det var en stor dag for både Habtom Tesfay Hogos, 43, og Nuguse Tesfu, 31, da de den 1. maj blev tilbudt et fast job med løntilskud hos svineproducent Erik Pedersen i Vejby i Vendsyssel.
Da de to flygtninge fra Eritrea første gang mødte op som praktikanter på gården 29. januar i år, var hverken de eller arbejdsgiveren sikre på, at det ville blive til mere end praktikophold frem til 20. maj – ligesom hos alle de andre praktiksteder, de har været sendt ud til i de henholdsvis to og tre år, de har været i Danmark.
- På forhånd frygtede jeg lidt for mødestabiliteten og engagementet, men jeg sagde, at nu prøver vi at få et par praktikanter, og hvis de så viser mig, at de kan møde klokken syv og have et smil på læben, kan resten læres. Og både Habtom og Nuguse er mødt på arbejde med godt humør og har været klar til at gøre en indsats. Derfor er det endt med to fastansættelser og en god situation – både for mig som arbejdsgiver, for de to medarbejdere og også for samfundet, konstaterer Erik Pedersen, der overtog gården i august måned sidste år, og lige nu er ved at udvide staldanlægget, så der bliver plads til 1.300 søer i produktionen af UK-godkendte syvkilos grise.

Starten på det nye liv

Glæden er da heller ikke til at tage fejl af hos de to ansatte.
- Et fast job betyder meget. Da jeg fik beskeden af Erik, sagde jeg, at nu kunne mit nye liv endelig begynde rigtigt. For det er stressende hele tiden at skifte fra praktikplads til praktikplads. Nu ved jeg, hvad jeg har at stå op til, og kan igen begynde at drømme og lægge planer for fremtiden, siger Nuguse Tesfu, der bliver kaldt Rainbow i dagligdagen på gården.
Ligesom Habtom har Rainbow været sendt ud i flere praktikophold hos større virksomheder uden for landbruget, hvor chancerne for fast job efterfølgende har været tvivlsomme.

Andet kuld

Habtom Tesfay Hogos og Nuguse Tesfu er to af succeshistorierne i et samarbejde mellem LandboNord, Nordjyllands Landbrugsskole og Jobcenter Hjørring, som kører på andet år. Sideløbende med praktikophold uddanner parterne både ledige danskere og flygtningen til såkaldte agro-medhjælpere. En undervisningsuge bliver fulgt af to uger i praktik på gården. Her har Jobcenteret skabt kontakten til de ledige, betalt for uddannelsen og blandt andet sat bolig og scootere til rådighed for praktikanterne, mens Nordjyllands Landbrugsskole har sørget for undervisningen og LandboNord har fundet praktikværterne.
Første kuld agroassistenter fik overrakt diplomerne i maj måned sidste år, og 18. maj i år, kunne andet hold så fejre et vellykket forløb.
I denne omgang har 14 ledige deltaget i projektet, og heraf er fem i skrivende stund blevet fastansat.

International virksomhed

I Erik Pedersens øjne er landbruget en oplagt indgang til det danske arbejdsmarked for folk som Habtom og Rainbow.
- Mange landbrug har en størrelse, der gør, at vi måske har nemmere ved at integrere et par flygtninge, uden de forsvinder i mængden, som man let kan gøre på en stor fabrik, og vi kan tilbyde et arbejde, hvor der både er rutiner, men også afvekslende opgaver. Samtidig har vi i landbruget også haft en udfordring i manglende arbejdskraft. På den måde er det en gevinst for alle parter, siger den 27-årige landmand, der overtog gården i august sidste år.
- Og så tror jeg, det har betydet meget, at praktikopholdene er en del af en uddannelse, som giver nogle evner, der er attraktive for os arbejdsgivere, tilføjer Erik Pedersen, der ud over de to eritreere har en kroat og en dansker ansat.
- Jeg føler mig ret privilegeret over, at en lille gård i Vendsyssel kan tiltrække arbejdskraft fra hele verden, siger han med et grin.
- Det giver også et godt spil på arbejdspladsen, hvor vi blandt andet snakker meget om de kulturforskelle, der er, siger svineproducenten, der dog heller ikke lægger skjul på, at det også kræver noget af en arbejdsgiver at tage praktikanter fra en fremmed kultur ind.
- Der er både søde og sure ting, når man tager forskellige nationaliteter ind. Det kræver først og fremmest, at man har respekt for hinandens kultur, og så har vi gjort meget ud af, at budskaberne er forstået, siger Erik Pedersen, der så vidt muligt prøver at holde arbejdssproget til dansk, når han taler med medarbejderne.

Motivation

Mens opholdet på gården i Vendsyssel har været en succes for Habtom Tesfay Hogos og Nuguse Tesfu, håber Erik Pedersen, at de kan blive et forbillede for andre.
- Jeg tror på, at det betyder noget, hvis man kan se, at tingene lykkes for andre. Det her skulle gerne få blandt andre Habtoms kone til at sige, »Når Habtom kan få et fast job, kan jeg sikkert også«. Det skulle gerne give noget motivation.
Netop motivation har været et af nøgleordene for de to praktikanter.
- Jeg er rigtig glad for at komme til at arbejde med dyr igen, som jeg også gjorde i Eritrea, men det betyder også meget, at jeg hele tiden har troet på, at jeg også kunne ende med at få et job her, når praktiktiden var slut. Samtidig har det været en god oplevelse at arbejde for Erik. Han er ung, men han har styr på tingene, og så er han også blevet en god ven, fordi han vægter det sociale højt, siger Habtom.
 

Læs også