- Der er 150 millioner grise i EU, der transporteres rundt fra leverandør til modtager, og er grisene halekuperet, skal behovet skriftligt kunne dokumenteres. Derfor har vi udviklet denne »Porcus App«, der gratis kan downloades af alle producenter i EU, der måtte have behov, forklarer Kristian Viekilde, svinedyrlæge og medejer af Porcus.

Baggrunden for udviklingen af den nye app skyldes, at Porcus i nogen tid har fundet de eksisterende løsninger til dokumentation af det nye tiltag som lidt rodede og dermed også med risiko for at stå uden dokumentation og sikkerhed i forhold til kontrol.

- Den nye app er en nem metode til at dokumentere halebid via smartphone eller iPad, uanset om man står i Polen, Ungarn eller i Danmark, påpeger Kristian Viekilde.

Tag et billede og tryk send

App’en er meget enkelt bygget op. Du klikker ind i højre side, hvis du skal dokumentere et halebid. Her er der plads til at downloade op til fem billeder. Derefter vurderer du halebiddets alvorsgrad ved at vælge 1 eller 2 – for mindre alvorlig haleskade eller alvorligt halebid, hvorefter du indtaster e-mail adressen til leverandør eller anden modtager af grisene, og der trykkes »send«.

- Dokumentationen gemmes automatisk i »skyen« og kan dermed altid hentes frem igen ved kontrol, forklarer Kristian Viekilde nærmere, og påpeger, at så længe der foreligger dokumentation mellem leverandør og modtager, så kan man have lov til at halekupere.

I venstre side af app’en er der mulighed for at foretage risikovurdering i besætningen. Her skal man blot svare »ja« eller »nej« vedrørende seks forhold i besætningen, og hvis der er et eller flere punkter, som man må klikke »ja« til, så skal man udarbejde en handlingsplan til eget brug, hvor det beskrives, hvordan og hvornår du kan bringe forholdene i orden.

Nemt og praktisk

- Alt er lavet til, at app’en skal være ekstremt praktisk. Vi ved, at landmændene har tusinde ting de skal i en travl hverdag, og de har ikke behov for mere papirarbejde til skrivebordet, påpeger Kristian Viekilde.

Og Porcus har ikke kun tænkt på den danske producent. Det nye værktøj åbner på det sprog, som der nu engang anvendes på den telefon, som app’en downloades til.

- Der er dermed tale om en international app, der også gerne skal være til stor gavn for eksportvirksomhederne, forklarer dyrlægen, der samtidig bemærker, at da app’en registrerer, hvor man er i verden, når man tager billedet til dokumentation for halebid, kan der ikke snydes med dokumentationen fra den enkelte besætning.

Dokumentation af halekupering

Halekuperer du dine grises haler, skal du skriftligt dokumentere behovet for halekupering i din besætning. EU Kommissionen har bedt alle EU-lande om at forholde sig skriftligt til risikofaktorer for halebid, før halekupering må udføres. Ændringen er en skærpelse af eksisterende regler, der beskriver, at svin ikke må halekuperes rutinemæssigt.

I Danmark er der strammet op på lovkrav til dokumentation af halebid, før du må halekupere. Det betyder, at du skal: Skriftligt dokumentere forekomsten af halebid (fra 1. januar 2019), foretage en risikovurdering i besætningen og på baggrund heraf lave en handlingsplan (fra 1. april 2019) samt indhente dokumentation fra din aftager eller mellemhandler ved salg af smågrise, hvis din aftager ikke kan håndtere grise med hele haler (fra 1. juli 2019).

Kilde: Porcus App

 

Svin