Fødevarestyrelsen skal i 2019 foretage mindst 1.500 kontrolbesøg i danske svinebesætninger, hvilket ifølge LMO er omkring 50 procent af alle danske svinebesætninger.

Her vil der blandt andet være fokus på alle forholdene i staldene og særligt fokus på indretning og brug af sygestier og hvorvidt dyrlægens behandlingsforskrifter følges (husk, at brug af zink i fravænningsfoder skal registreres på lige fod med al anden medicin)

Derudover gennemføres kampagner på:

  • Smittebeskyttelse ved hold af svin på friland, 150 besætninger
  • Registrering af svinebesætninger og -flytninger i CHR, 200 besætninger
  • Risikovurdering for forekomst af halebid, 200 besætninger
  • Flokbehandling af smågrise, 200 besætninger

- Her i LMO-svinerådgivningen er vi klar til at bistå med vejledning og anvisninger på de områder, du som svineproducent er i tvivl om. Vi deltager jævnligt i kontrolbesøg og medvirker ved den efterfølgende dialog med FVST.

Det påpeger svinekonsulenterne Bjarke Lassesen og Rie Krukow i den seneste udgave af nyhedsbrevet »Trynekontakten«.

48-timers attester og transportegnethed

- Husk muligheden for anvendelse af 48-timers attester, hvis du er i tvivl om transportegnethed af en eller flere grise.

Påmindelsen kommer fra dyrlægerne hos Ø-Vet, der i deres seneste nyhedsbrev beskriver de gældende muligheder.

Attesten udarbejdes af din dyrlæge ligesom brok-attester. Der laves én attest pr. gris, grisen mærkes entydigt, og dyrlægen kan angive, om der skal tages særlige hensyn under transporten – herunder eksempelvis om grisen må transporteres sammen med andre, eller om den skal isoleres. Som navnet antyder, er denne attest, i modsætning til brok-attester, dog kun gyldig i 48 timer.

- Såfremt kontrollen finder anledning til spørgsmål om grisens transportegnethed, vil 48-timers attesten blive inddraget i ansvarsvurderingen, og det bør i princippet betyde, at producent, chauffør og transportør ikke kan sanktioneres. Såfremt der er sket en forværring eller tiltrådt en ny skade på grisen, er attesten dog ikke længere gyldig, forklares det i nyhedsbrevet.

Gratis digitalt kursus for nye medarbejdere i svinebranchen

Der er mange nye ting at lære, når man er ny medarbejder på en svinebedrift. Derfor har Seges Akademi og Seges Svineproduktion lavet et digitalt kursus, som gennemgår alt fra smittebeskyttelse til inseminering – målrettet medarbejdere som ikke før har arbejdet med grise.

Kursusmaterialet er lavet i samarbejde med både landmænd og dyrlæger og giver udenlandske medarbejdere grundlæggende viden om det at arbejde på en dansk svinebedrift.

Det digitale kursus kan tages enten samlet eller modul for modul. I hvert af modulerne er der en række tests, som skal sikre, at kursisten har forstået budskaberne i de små instruktionsvideoer.

Din udenlandske medarbejder kan tage kurset på kontoret, hjemme på sofaen eller et helt tredje sted. Han eller hun kan tage det morgen, aften eller lige præcis, når det passer ham eller hende – lige så mange gange, som han eller hun vil. Om det så er på smartphone, tablet eller computer.

Kurset er lavet på engelsk, rumænsk, ukrainsk og dansk og er gratis i resten af 2019.

Find kurset via seges.dk

Risikovurdering ved halekupering

Siden 1. april 2019 har alle svineproducenter skullet udarbejde en risikovurdering af halebid. Målet med planen er at finde områder, som kan forbedres og dermed reducere risikoen for halebid.

Seges har udarbejdet en række emner, som kan gennemgås i besætningen, til hjælp. Generelt er der tale om basale emner, og dermed bliver fokus på det gode landmandskab.

LVK svinedyrlægerne meddeler i deres seneste nyhedsbrev, at de gerne hjælper med gennemgang og udarbejdelse af handlingsplan, men dette er ikke et krav, da det i lovgivningen er anført, at det er den besætningsansvarlige, som skal lave planen.

Dyrlægerne henviser ved samme lejlighed til, den strategi som Seges har udarbejdet for at få grise med lange haler.

 

Svin