Tidligere svinekonsulent efterlyser branchefokus på staldrengøring og desinfektion
Staldhygiejne er som en kæde. Den er ikke stærkere end det svageste led, lyder det fra tidligere svinerådgiver. Hun efterlyser større fokus på rengøring og desinfektion i landbruget.

Lone Grube Hansen understreger, at når hun i dag besøger svinebesætninger, hvor staldhygiejne er på dagsordenen, er det vigtigt at få alle aspekter med.
Effektiv og tilbundsgående rengøring og desinfektion i staldmiljøer er et overset tema i husdyrproduktionen. Ofte både hos konsulenter og landmænd.
Det vurderer Lone Grube Hansen, der selv er uddannet landmand og jordbrugsteknolog, og som bl.a. har arbejdet som svinebrugskonsulent hos Centrovice i mere end 16 år. I dag er hun ansat hos Destek ApS, der primært producerer og sælger hygiejneprodukter til landbruget.
- Efter at være blevet ansat i Destek ApS i starten af 2017 er det virkelig gået op for mig, hvor lidt jeg egentlig har vidst om staldrengøring og desinfektion, på trods af min lange uddannelse, mangeårige praktiske erfaring fra kvæg- og svinebedrifter samt mit virke som svinebrugskonsulent. Et virke der også indebar kurser og flere årlige temagruppemøder med rådgivere og specialister fra hele landet. Der har bare ikke været fokus på emnet, og det har ikke rigtig været oppe at vende, konstaterer Lone Grube Hansen, der arbejder som international sales manager hos Destek.
- Nu, hvor jeg har fået meget mere indsigt i emnet, og hvor vigtigt det er for sundheden i besætningerne, er jeg nærmest lidt rystet og ærgrer mig over, at jeg ikke har haft den samme viden omkring staldhygiejne i alle de år, hvor jeg har arbejdet som svinebrugskonsulent, fastslår hun.
For lidt opmærksomhed
Lone Grube Hansen undrer sig også over, at der ikke er større fokus på rengøring og desinfektion i branchen – bl.a. når der arbejdes hårdt på at sænke antibiotikaforbruget i landbruget.
- Det vi alle ved og får at vide er, at det vigtig at have en god hygiejne – men hvad indebærer en god hygiejne, lyder det fra Lone Grube Hansen, der fortsætter:
- F.eks. bliver emnet næsten ikke berørt i farestaldsmanagement. Dog har Seges lige opdateret »Manual til god antibiotikapraksis« på hjemmesiden, som er ét af de få steder, hvor korrekt rengøring med sæbe og desinfektion er beskrevet på en enkel og overskuelig måde, og hvor begge dele rent faktisk anbefales.
- Desværre bliver der kun gjort opmærksom på den, hvis man går ind på nyhederne på svineproduktion.dk, eller hvis man har valgt at modtage nyhedsbrevet og har set det dengang opdateringen udkom sidst i juli, pointerer sales manageren.
Hygiejne er en kæde
Lone Grube Hansen understreger, at når hun i dag besøger svinebesætninger, hvor staldhygiejne er på dagsordenen, er det vigtigt at få alle aspekter med.
- Jeg plejer at sige, at staldhygiejne er som en kæde. Den er ikke stærkere end det svageste led. Og hygiejne er en kæde med rigtig mange led, der ikke kun omfatter rengøring og desinfektion, men også udtørring, vand, foder, daglige rutiner, smitte via injektion og kontakt med redskaber, dyr og medarbejdere for bare at nævne nogle få.
- Og knækker bare ét led, er der gode chancer for smittespredning og sygdom. Så det er vigtigt at tænke hele vejen rundt, pointerer hun.
Behandlingsvogn flytter smitte
Ifølge den tidligere svinerådgiver er det rigtig ærgerligt at se, at for eksempel en hel række besætninger investerer megen tid og mange penge i korrekt vask, rengøring med sæbe og desinfektion af en farestald, hvorefter det går galt.
- F.eks. ved at der efterfølgende bruges den samme behandlingsvogn til alle kuld, hvor man laver den perfekte cocktail af afføring, blod og spyt - måske blandet med lidt træmel, som alle pattegrise nærmest »dyppes« i. Ligesom der er stor forskel på, om vognen overhovedet rengøres og desinficeres, eller om det bliver gjort én gang om ugen eller én gang om dagen. Og det handler ikke kun om diarré. Det gælder også ledbetændelse, hjernebetændelse og alle de andre infektioner, som man ønsker at undgå, fastslår Lone Grube Hansen.
For meget eller for lidt sæbe og desinfektion
Af andre hyppige fejl nævner hun, at der ikke bruges sæbe, eller at sæben måske kun bruges til iblødsætning, så den efterfølgende desinfektion lægges uden på en fedtet overflade og/eller biofilm, hvilket svækker den desinficerende effekt rigtig meget.
- Ofte oplever vi også at sæbe og desinfektion ikke anvendes i den rigtige dosering, så effekten reduceres ved en for tynd opløsning og/eller forkert udbringning eller modsat, at der bruges alt for meget, så forbruget løber løbsk, hvilket er en dyr fornøjelse, konstaterer hygiejnespecialisten.
jll@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 48