Svinepriser: Trykket stemning i Europa
Den danske notering for slagtesvin er fortsat den højeste i Europa, viser en gennemgang af priserne, ifølge tyske ISN.

Kilde: Danske Svineproducenter
Det europæiske slagtesvinemarked ser i denne slagteuge uensartet ud. Mens nogle noteringer er stabile, falder andre en smule. Uoverensstemmelser om udbetalingsprisen i Tyskland og huspriser fra markedsførende slagterier lægger en dæmper på stemningen på tværs af alle grænser. Der er stadig udfordringer hvad angår coronavirussens indflydelse på både hjemmemarkeder og eksportmarkeder.
Der meldes om uændrede noteringer både i Tyskland, hvor fire store slagterier udbetaler huspriser, og i det eksportorienterede Danmark samt i Frankrig og Østrig. Den hollandske notering blev nedkorrigeret med én cent. Prisfaldene i Spanien og Belgien er noget større, skriver Danske Svineproducenter.
I gruppen af de fem EU-lande med flest svin viser den tyske og den hollandske notering i de forgangne syv uger det største prisfald med hhv. 18 og 22 korrigerede cent. I samme periode faldt den spanske notering med 11 eurocent og den danske med 12 eurocent. Dermed er den danske notering stadig i top på europæisk plan.
Et argument for stabile priser er levendeudbuddet, som grundlæggende ligger under gennemsnittet. Slagterierne klager over en mere tilbageholdende efterspørgsel fra Østeuropa. Eksporten til Kina sørger for lidt afspænding, selvom der også ses nogle problemer.
I USA volder den kaotiske situation på slagterierne problemer, hvor svinepriserne senest er brudt sammen, efter at udbredelse af coronavirus blandt de ansatte har ført til lukninger af nogle slagterier. Desuden er det endnu uafklaret, om og i givet fald hvordan de gensidige beskyldninger mellem USA og Kina vil indvirke på de to landes handelsforbindelse.