Ung landmand vil gøre uldgrise til gylden gourmet
23-årige Søren Poder blev vild med uldgrise på en rejse til Ungarn. En annonce på dba.dk gjorde drømmen til virkelighed, og i dag er han på vej med sin egen kødproduktion i Uggerslev.

23-årige Søren Poder faldt for de hårdføre uldgrise, da han var på besøg hos en ungarsk kammerat i grisenes hjemland Ungarn. Han kan godt lidt de rolige og sociale dyr og elsker samtidig at arbejde ude i det fri.
Stive børster på ryggen, kulsorte, dybe øjne og bløde, uldne, tykke krøller ved ører og på maven, som helst skal være smurt ind i frisk mudder fra sølehullet. Sådan ser en tilpas »ungarsk uldgris« ud, når den bor hos en 23-årig landmand på Nordfyn. Landmanden hedder Søren Poder, og han blev vild med racen på et visit til grisens hjemland Ungarn, da han skulle besøge en kammerat fra landbrugsskolen.
- Da jeg så grisene, tænkte jeg bare, hvis jeg kan få dem dér, så skal jeg have det! Forklarer Søren Poder.
For to år siden fandt han sine første grise på dba.dk fra en hobbyproduktion. I dag bor fem søer, otte sogrise og 17 ornegrise på Søren Poders eget landsmandssted med 4,5 hektar jord ved Uggerslev. Stedet overtog han i sommer, efter han fik sit eksamensbevis som agrarøkonom i hånden.
Ulden avl
Næste skridt for Søren Poder er at få en fold op at stå på de 4,5 hektar jord bag huset. Her skal grisene gå ude hele året, og så regner han med at slagte ornerne ved otte måneder og sogrisene efter et år, så de rammer en vægt på henholdsvis 50 og 70 kg.
Landmanden drømmer om at få sit eget pølsemageri indenfor et par år, så han kan slagte og forarbejde selv. Kød fra uldgrise er nemlig anderledes mørkt og mørt med en god fedtmarmorering, og så skulle det efter sigende have en nøddeagtig smag, der egner sig til gourmet.
Læs reportagen om uldgrisene fra Uggerslev i denne uges LandbrugFyn.