Frost og sne hindrer gyllekørsel

Det er tiden, hvor gyllen igen kan udbringes, men her under de vinterlige forhold er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke må udbringes husdyrgødning på frossen og snedækket jord. Det minder Seges om på landbrugsinfo.

Trods et forholdsvist tørt efterår og vinter er mange gylletanke ved at være fyldte, og der kan derfor være behov for at kunne udbringe gylle i starten af februar. Men frost og sne her i starten af februar betyder, at jorden kan være frossen og eventuelt snedækket et stykke ind i måneden. Jordtemperaturen er allerede nu under 0 grader og forventes at falde yderligere, og der forventes mere sne senere i ugen.

Sådan lyder påmindelsen fra landskonsulent Martin Nørregaard Hansen fra Seges på Landbrugsinfo.dk. Her opfordrer han derfor til at være opmærksom på reglerne for udbringning på frossen og snedækket jord:

»Udbringning af husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, ensilagesaft, restvand, kunstgødning, affald og bioaske på vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket jord er ikke tilladt.«

Men hensyn til frosne marker, så skal jorden være optøet i 15 cm dybde, før der må udbringes gylle. Det er dog tilladt at udbringe husdyrgødning efter nattefrost, forudsat at jorden forventes at optø i løbet af dagen.

Med hensyn til snedækkede marker er jorden defineret som snedækket, hvis mere end 90 procent af marken er dækket af et lag sne med en tykkelse på mere end blot 0,5 cm.

- Husk, at det er dit ansvar, hvis der sker afstrømning til vandforsyningsanlæg og vandmiljøer mv., påpeger landskonsulenten endvidere.

cab

Læs også