Konceptet var det billigst mulige staldbyggeri
Svineproducent Johannes Kaasgaard byggede en billig slagtesvinestald med plads til cirka 7000 slagtesvin. Det har givet ham en mere robust bedrift, udtaler han til Seges Svineproduktion.

Johannes Kaasgaard, der her ses da slagtesvinestalden sidste år var nyopført, er glad for sin nye slagtesvinestald. Og selvom den ikke skulle holde lige så lang tid som en traditionel stald, så er det ikke noget, der bekymrer svineproducenten. Arkivfoto: Danske Svineproducenter
I oktober 2019 blev det første hold slagtesvin sat ind i den nybyggede slagtesvinestald hos Johannes Kaasgaard på bedriften ved Skjern. I Johannes Kaasgaards tilfælde var baggrunden for byggeriet, at det skulle være en billig måde at udvide bedriften med stipladser til slagtesvin.
Stalden ved Skjern har plads til cirka 7.000 slagtesvin og er bygget efter de samme principper som Seges Svineproduktions konceptbyggeri, »Konceptstalden«. Et koncept, som ligger frit tilgængeligt på Svineproduktion.dk med blandt andet tegninger og udbudsmateriale.
Næstformand i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Søren Søndergaard, besøgte Johannes Kaasgaard for at høre hvilke overvejelser, han havde gjort sig i forhold til at etablere en full-line produktion. Og en af overvejelserne gik på, om bedriften skulle udvides med slagtesvineproduktion eller et større sohold.
- Jeg overvejede længe frem og tilbage. Men jeg synes bare, at det passer bedre sammen på min bedrift med søer, smågrise og slagtesvin. Og så noget markbrug, der passer til. Jeg har det nok bedre med, at jeg kan passe mig selv, siger Johannes Kaasgaard.
Og det er en beslutning, som Søren Søndergaard sagtens kan forstå.
- Den synergi der er i at have grisen med fra den dag, den er født, til den skal på slagteriet gør, at man ikke er bange for at investere i den. Både i forhold til god genetik, foder, vaccinationer og så videre. For man får selv udbyttet af den i sidste ende, når man skal arbejde med slagtesvinene, siger Søren Søndergaard.
Flere fordele
Fordelene ved en full-line produktion gør, at man har en mere robust værdikæde. Og det er noget, der betyder meget for Johannes Kaasgaard.
- Når vi i erfagrupper har kigget på tal, så har de integrerede produktioner ikke peaket, når der er gode smågrisepriser. Men samlet set over en periode, så gør de det ganske godt. Det er en mere stabil økonomi i forhold til at fokusere på at eksportere smågrisene, siger Johannes Kaasgaard.
Byggeriet af slagtesvinestalden er blevet til i samarbejde med moderniseringsstyrelsen. For da Johannes Kaasgaard i 2016 begyndte at afsøge mulighederne for at bygge slagtesvinestalden, var økonomien i svineproduktionen en anden.
- Hvis ikke, vi havde fået godkendt vores ansøgning til Moderniseringsstyrelsen for slagtesvin, så havde vi ikke kunnet bygge stalden. Så det er vi meget glade for, siger Johannes Kaasgaard.
Spar 400-500 kroner
Konceptet var, at stalden skulle etableres så billigt som overhovedet muligt. Og besparelsen i forhold til et traditionelt staldbyggeri ligger da også et sted mellem 400 og 500 kroner pr. stiplads. De nuværende svinepriser har skabt en anderledes økonomisk situation for svineproducenterne. Men selvom han i dag ville have mulighed for at bygge et dyrere staldbyggeri, så ville Johannes Kaasgaard ikke bygge anderledes.
- Man skal huske på, at det, de koster ekstra – de 4-500 kroner – det er dem, du afdrager til sidst. Og dermed penge, der skal finansieres gennem hele processen. Derfor kommer vi bare ikke udenom at byggeprisen er vigtig, siger Johannes Kaasgaard.
Lys og funktionel
På trods af at stalden er bygget med billigere elementer, så er det ikke noget, man ser, når man bevæger sig rundt i stalden. Det er Søren Søndergaard også enig i.
- Man kan ikke se, at det er en billig stald. Der er godt lys, nogle fine drivgange og inventar som fungerer. Den er godt indrettet og funktionel. Det er rigtigt godt tænkt, siger Søren Søndergaard.
Johannes Kaasgaard er glad for sin nye slagtesvinestald. Og selvom den ikke skulle holde lige så lang tid som en traditionel stald, så er det ikke noget, der bekymrer svineproducenten.
- Der skal nok vise sig nogle steder om 20 år, hvor den har sine svagheder. Men hvis vi bare har tjent den hjem inden, så er det ikke noget problem. Om 20 år er det nok heller ikke mig, der har udfordringen, siger Johannes Kaasgaard med et smil.
Via svineproduktion.dk kan du se en video fra stalden i Skjern – optaget i forbindelse med næstformand i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Søren Søndergaards besøg hos Johannes Kaasgaard.
cab