Samtalen kommer vidt omkring, da svinerådgiver Nina Roland Simonsen fra LandboNord præsenterer første udkast til virksomhedens miljøledelse for svineproducent Michael Brændgaard Rømer hjemme ved køkkenbordet.

Flere aspekter af produktionen bliver gennemgået kritisk med hensyn til hvilke tiltag, der kan gøres for at spare energi eller på anden vis sikre en mere miljørigtig løsning. Selvom det kræver tid at gennemgå, så investerer Michael Brændgaard Rømer gerne tiden i det.

- Det er simpelthen noget, vi skal have styr på. Kommer kontrollen her efter februar, så kan man måske snakke sig ud af det i starten, men laver man fodfejl, kræver det endnu mere tid at rette op på bagefter, siger Michael Brændgaard Rømer.

Sæt miljøet i system

På bedriften er der 1.065 årssøer, som tilsammen producerer 37.000 syv kilos grise. Udover foderomkostninger kræver det også energi i form af lys, varme og vand at holde produktionen kørende, og her kan det være en fordel at kigge nærmere på miljøledelse i forhold til at optimere.

- Den enkelte landmand arbejder jo løbende med at optimere sin produktion, men med miljøledelse sætter vi tingene i system. På den måde kan vi begynde benchmarke på miljøparametre, som vi ellers ikke plejer at gøre. Det er her, det kan blive interessant at dykke ned i data, siger Nina Roland Simonsen.

Udover at have fokus på at nedsætte energiforbrug, så går miljøledelse også ud på at spare ressourcer, sænke risikoen for miljøuheld, og så bliver der kigget ind i, hvilken betydning den daglige drift har for miljøet. En lang række punkter der ikke kun har betydning for miljøet, men i høj grad også for landmandens økonomi og medarbejdernes trivsel.

- Det motiverer mig at kunne følge med i, hvordan vi ligger i forhold til andre. Ligger vi højere end gennemsnittet hvad angår forbrug, så skal vi da dykke ned og se, om det kan ændres. Jeg har eksempelvis lige udskiftet min belysning til LED, og jeg er begyndt at undersøge, hvad det vil betyde, hvis min gyllebeholder bliver overdækket, siger Michael Brændgaard Rømer.

Miljøledelse på flere plan

Derfor vil han nu bruge beregningerne og nøgletallene fra miljøledelsen aktivt i budgetlægningen for de kommende år.

- Det giver jo rigtig god mening at have en nedskrevet plan for, hvad jeg har tænkt mig at gøre fremadrettet i stedet for at skulle forholde mig til tingene, mens de sker. Det kan være rigtig godt med en strategi i forhold til kommunen men også i forhold til banken, siger Michael Brændgaard Rømer.

Uanset hvor aktivt, man vil bruge sin miljøledelse i virksomheden, så er LandboNords udgave sammensat sådan, at den bliver så håndgribelig og brugbar i hverdagen som muligt. Ifølge Nina Roland Simonsen, så er der mange lavt hængende frugter at plukke derude.

- Hvad der ved første øjekast kan synes som endnu mere bureaukrati, kan gå hen at blive en fordel på bundlinjen. Nøgleordene er systematik og opfølgning i miljøarbejdet, så det bliver overskueligt for både de ansatte og kontrolmyndigheden. Det betyder, at der skal sættes ord på landbrugets miljøpolitik og opstilles en række miljømål med tilhørende handleplan for opfyldelse af målene. Én gang årligt skal det samlede miljøarbejde så tilpasses og evalueres, siger Nina Roland Simonsen.

cab

 

Miljøledelse

Alle IE-landbrug skal have indført et miljøledelsessystem inden den 21. februar 2021. Et IE-husdyrbrug har mindst et af følgende:

● 750 stipladser til søer

● 2.000 stipladser til slagtesvin

● 40.000 stipladser til fjerkræ

Kilde: LandboNord