ASF-område skal udvides

Der er fundet nye tilfælde af afrikansk svinepest (ASF) i vildsvinkadavere udenfor det nuværende indhegnede smitteområde i Tyskland.

Myndighederne i delstaten Hessen har i sidste uge fundet nye tilfælde af afrikansk svinepest i døde vildsvin udenfor det nuværende indhegnede smitteområde, skriver Landbrug & Fødevarer i Markedsnyt for Grisekød.

De nye tilfælde er fundet i et område tæt på delstaten Rheinland-Pfalz. Det nye smitteområde er endnu ikke endeligt fastlagt, men afventer yderligere eftersøgninger efter døde vildsvin.

Når det nye smitteområde er endeligt fastlagt i samarbejde med myndighederne i Rheinland-Pfalz, vil myndighederne opføre en ny indhegning af område med afrikansk svinepest for at forhindre yderligere smittespredning.

Delstaten Hessen blev første gang ramt af afrikansk svinepest i vildsvin tilbage i juni måned.

I juli blev vildsvin i nabodelstaten Rheinland-Pfalz konstateret smittet, og i august blev smitten fundet i vildsvin i en anden nabodelstat Baden-Württemberg.

Læs også