Fugleinfluenza er konstateret i en hønsebesætning med 60.000 dyr øst for Brande. Det oplyser Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Prøver fra Statens Serum Institut har bekræftet smitten, og hele besætningen er blevet aflivet for at forhindre yderligere spredning.

Udbruddet er det 26. i Danmark i denne sæson, hvor der ifølge styrelsen er registreret et rekordhøjt antal udbrud af fugleinfluenza. Samlet er op mod 600.000 fjerkræ allerede aflivet.

- Høns smittet med fugleinfluenza bliver typisk meget syge og sygdommen kan sprede sig meget hurtigt i en ramt besætning, siger enhedschef Mette Kirkeskov Sie fra Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Der er oprettet en beskyttelseszone på 3 kilometer og en overvågningszone på 10 kilometer omkring ejendommen. I fire til fem uger kræver flytning af æg, fjerkræ og produkter særlig tilladelse fra styrelsen.