Ny app letter hverdagen
Brødre fra Lolland står bag firmaet FarmBackup, som tilbyder en app, der holder styr på arbejdsopgaverne.

Anders og Søren Knudsen fra Lolland er brødrene bag virksomheden FarmBackup. Foto: Henriette Lemvig
Virksomheden FarmBackup, der drives af brødrene Anders og Søren Knudsen fra Lolland, har lavet en app til opgavestyring og tidsregistrering af markarbejde i samarbejde med udvalgte landbrug og maskinstationer.
- Vi så et behov allerede på de første kundebesøg, vi havde i forbindelse med lanceringen af markedspladsen. Selv om bedriften var veldrevet, lå der næsten altid et hav af papirer på skrivebordet – bunker vi også kendte fra den gård, vi selv kommer fra, forklarer Anders Knudsen.
Derfor begyndte de to brødre at spørge ind til, hvad der lå i bunkerne, og alle steder viste det sig at være arbejdssedler med oplysninger om hvilke opgaver, der var lavet. Men ofte var de mangelfulde, og nogle var aldrig kommet ind på kontoret.
- Alle de apps, der allerede var på markedet, var skræddersyet til håndværkere. Det var slet ikke et detaljeniveau, der var tilstrækkeligt for landmænd og maskinstationer. Vi kastede os derfor ud i det og lavede en betaversion af en app, vi mente kunne opfylde kravene, siger Anders Knudsen.
FarmBackup henvendte sig via Facebook til landmænd, der kunne være interesserede i af afprøve appen, og på få dage havde over 100 virksomheder vist interesse.
Der blev udvalgt 10, der gennem et år afprøvede appen, delte af deres erfaringer og kom med råd til forbedringer. Produktet blev efterfølgende rettet til, og FarmBackup er fra årsskiftet 2019 begyndt at sælge appen.