Af faglig chefkonsulent Anja Juul Freudendal, Velas byg

I ældre stalde er vi ofte udfordret med plads til den store ko. Koen er vokset i højde og drøjde siden staldene blev opført.

Lige før skiftet til år 2000 var et stort byggeboom i løsdriftsstalde. De ældre stalde blev opført med mindre mål, end dem vi kender i dag. Typisk var sengebåse ved væg cirka 2,4 m og for sengebåse i en dobbeltrække 2,2 m.

Fra 2001 blev målene typisk lidt større, og der blev 2,65 m for en sengebås ved væg og 2,45 m for en sengebås i dobbeltrække. I dag tegner vi stalde med 3,0 m sengebåse ved væg og 2,85 m i en dobbeltrække. Og køerne er glade for pladsen - de kan nu uden forhindringer rejse- og lægge sige i en uafbrudt bevægelse.

Ædeplads og gangarealer var ligeledes mindre end i dag. I tabellen er vist, hvordan udviklingen har været frem til det, vi kender i dag.

Fotoserien viser forlængelse af sengebås, hvor væg og gardin er flyttet.

Fotoserien viser forlængelse af sengebås, hvor væg og gardin er flyttet.

To veje

Men hvad gør vi med de ældre stalde - skal de overgå til kvier, eller kan vi ændre på stalden, således at køerne kan få mere plads?

Som udgangspunkt vil der være to veje at gå for at give køerne mere plads. Vi kan ændre på sengebåse og arealer, således at de kan leve op til lovgivningen i 2034, eller vi kan optimere sengebåsen, så vi kan tilbyde hende bedst muligt plads i eksisterende rammer.

Den sidste vej er den mest enkle, og det som kan gøres her og nu. Ændring af båse er mere arbejdstung og betyder desværre også en reduktion af pladser i stalden – mere om det senere i teksten.

Optimering af eksisterende sengebåse

Sengebåse i ældre stalde er for korte til køer af tung race.

Køerne kan have svært ved at rejse og lægge sige og vil ofte ende på skrå i båsen – eller med ben/bagdel ud over sengebåsens kant.

Det kan være fornuftigt at gå ud i stalden og bruge 15 minutter på at se, hvordan køerne har det i stalden.

Hvordan kommer hun op og ned i sengebåsen? Er der rør eller mur i vejen for, at hun rejser sig naturligt? Og er underlaget blødt nok?

Forlængelse af sengebås, hvor væg og gardin er flyttet.

Forlængelse af sengebås, hvor væg og gardin er flyttet.

Frontrør i vejen

I de eksisterende båse må vi forsøge at skabe så meget plads til koen som muligt. Er bøjlen monteret på frontrør vil frontrør ofte være i vejen for koen.

Ved at montere bøjlen på en stolpe, kan frontrør flyttes. Det kan være at de eksisterende stolper kan benyttes, men samtidig bliver det nødvendigt at indsætte nye stolper på fodplade eller beslag til at holde bøjlen.

Det er vigtigt, at eventuelle lastremme ligeledes fjernes.

Blødhed i underlaget

Underlaget i sengebåsen skal være blødt og eftergiveligt. Alt for ofte ser vi madrasser, som ikke tilbyder koen et blødt leje. Madrassen har været god, da den blev indkøbt, men det er en sliddel – den skal skiftes, for at vi hele tiden tilbyder blødt leje.

Et alternativt kan være at udskifte madrasserne med kummer. Kummer kan etableres ved at sætte bagkant på eksisterende sengebåse (hæver lejet 20 cm), eller ved at grave sengebåsene ud.

Min anbefaling er fortsat at grave sengebåsene ud. Dels for at koen kan komme op og ned ad sengebåsen ubesværet, men også for at inventaret stadig passer i højden til koen.

Forlængelse af sengebås, hvor væg og gardin er flyttet.

Forlængelse af sengebås, hvor væg og gardin er flyttet.

Indstilling af inventar

Det er vigtigt, at vi også ser på indstilling af nakkerør, brystbom, sengebåsebredde, når vi taler at give koen et bedre hvileareal.

En velindrettet sengebås vil betyde mere hviletid til koen. Er nakkerør trukket for langt tilbage, vil vi opleve køer, der ligger på skrå.

Er brystbommen for langt tilbage, vil vi se køer med bagpart/ben ud over sengebåsens kant, og endelig vil de smalle sengebåse betyde skader på køerne.

Ændring af sengebåse og arealer

Står vi med en stald fra år 2000 – kan vi vælge at ændre på indretningen således at køerne tilbydes mere plads. Det kan gøres i to step.

Første step er udvidelse af sengebåsen ved væggen. Sengebåsen er ofte opført 2,4 m lang, men vi ønsker at tilbyde koen i alt 3,0 m.

Sengebåsen kan forlænges ved at nedbryde eksisterende facade og opbygge en lille kasse i forlængelse. Over kassen genmontere gardin. Den lille kasse skal kun være til koens hoved i forbindelse med, at hun rejer/lægger sig, dvs. der vil ikke blive last på den.

Forlængelsen vil betyde, at koen kan rejse sig uhindret.

Skitse med ændring af ældre stald fra 3 til 2 rækker.

Skitse med ændring af ældre stald fra 3 til 2 rækker.

Ændre på dobbeltrækken

Næste step vil være at ændre på dobbeltrækken, der er opført 4,4 m, men som til en tung race ønskes 5,7 m. Det er ikke muligt i eksisterende rammer.

Dette step vil derfor medføre, at stalden ændres fra 3 rækker til 2 rækker sengebåse. Gangarealerne skal ligeledes udvides fra 2,2 m til minimum 2,6 m.

Det betyder, at den eksisterende bagkant nedbrydes på dobbeltrækken ud mod gangarealet. Gangarealet udvides, og der etableres en ny bagkant.

Den nye sengebås etableres 3,0 m lang, da vi sætter en mur op mod foderbordet. Faldet på eksisterende sengebåse vil kunne bevares, da koens hvileareal vil kunne etableres i eksisterende område. Forlængelsen af båsen vil skulle anvendes til koens hoved samt rejse og lægge sig bevægelse.

Den nye mur vil kunne anvendes til placering af vandkar og kobørster, således at dyrene tilbydes rette mængder vand og velfærd. Ædepladsen vil blive 4-5 m bred (alt efter opførelsesmål). Ved at placere vand og børster i dette område kan eksisterende tværgangsbredder bevares og dermed flest mulig sengebåse.

Reduktion af båse

Ved denne ændring bør bredde af sengebåsene ligeledes ændres. Det betyder reduktion af cirka 1 sengebås i hver ø.

En ændring fra 3 til 2 rækker sengebåse vil betyde, at stalden nu lever op til de krav, der vil komme til opstaldning af køer. Men det betyder ligeledes en reduktion på godt 30 procent i antal sengebåse.

Spørgsmålet bliver derfor ofte, om ombygningen kan betale sig? Kan omkostninger til ombygning og reduktion på cirka 30 procent hentes ved bedre velfærd? Eller vil det være bedre med en ny stald til køerne og anvende den eksisterende til kvier?

Løsning med at forlænge sengebåse ved væg og ligeledes sikre bedst mulig indretning og underlag i eksisterende båse vil ikke betyde reduktion i antal køer, og en løsning som vil være værd at overveje i alle ældre stalde – hvor pladsen til den store ko er blevet lidt trang.