Med et øje på fremtiden hos BBK

Indehaver af BBK Maskinstation, Benni Knudsen, overvejer fremtiden. Udviklingen i landbruget kan nemlig snart kræve tilpasning på maskinstationen.

- Jeg har to traktorer, og så en mejetærsker, siger Benni Knudsen - her ved den blå New Holland. Benni Knudsen har haft BBK Maskinstation ved Jægerspris siden 2004.

Man ser dem flere og flere steder i landskabet på denne tid af året – maskinerne i marken. Det betyder typisk også masser af arbejde for landets maskinstationer, og sådan er det også hos BBK Maskinstation, der hører til ved Jægerspris i Nordsjælland.

- Jeg startede maskinstationen, da jeg blev færdiguddannet som driftsleder på landbrugsskolen. Det var i 2004. Det er selvfølgelig maskinstationen, jeg har i fokus, men jeg kører også landbrugsservice, fortæller indehaver Benni Knudsen.

- Så hvis man står og mangler en maskinfører, kan jeg træde til og hjælpe med at få tingene til at køre, siger han.

Gang i sprøjten

Benni Knudsen kan ikke klage over, hvordan tingenes tilstand er i hans forretning.

- Det går rigtigt godt. Jeg har en fast kundekreds, og vi er meget vellidte, når vi er ude hos folk. Det er nok også fordi, vi laver et godt stykke arbejde ude hos kunderne, fortæller Benni Knudsen.

Lige nu er der en altoverskyggende opgave, specielt ude i kornmarkerne.

- Vi har rigtig travlt med at køre og sprøjte markerne for tiden. Jeg vil tro, vi har været ude hver anden nat de sidste 14 dage, når det har været muligt, siger Benni Knudsen.

Økologisk udsigt

Det er svært at spå, især om fremtiden. Den kendte talemåde er også en, som Benni Knudsen abonnerer på. Strukturudvikling, politiske tiltag og grøn omstilling gør, at han ikke kan regne med at kunne tilbyde de samme opgaver i fremtiden. Helt præcist hvad der kommer til at ske, har han svært ved at vurdere.

- Der sker så meget inden for landbruget lige for tiden, så det er svært at sige, hvad der kommer til at ske fremadrettet. Men det er nok givet, at vi kommer til at skulle se på noget økologi, og overveje, hvad vi kan tilbyde på den front, siger han og fortsætter:

- Jeg er i gang med at undersøge markedet for at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre i fremtiden. Det kunne måske være sådan noget som radrensning, kunne jeg forestille mig.

Bylandmænd

Også strukturudviklingen i landbruget har haft betydning for de opgaver, der fylder i ordrebogen hos BBK Maskinstation.

- Vi har nogle kunder i Nordsjælland, som man måske populært sagt kan kalde bylandmænd, uden at se ned på dem. De køber typisk en ejendom, fordi de er tiltrukket af idyllen og tanken om at have det.

- Men, forklarer Benni Knudsen, pasningen af landbruget og alle de opgaver, der følger med, passer ikke så godt. Så de vil hellere ringe til en, der kan komme og lave en totalpasning – som for eksempel mig.

- Jeg er i gang med at undersøge markedet for at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre i fremtiden.

Benni Knudsen

Den nordsjællandske maskinstation har to New Holland-traktorer, og det dækker fint det mekaniske behov i forhold til arbejdsopgaverne.

- Og så har jeg en Dronningborg-mejetærsker, jeg lejer. Og hvis det går mere hedt for sig, lejer jeg flere maskiner ind, for eksempel en ekstra mejetærsker i høsten, siger han.

Benni Knudsen tilføjer, at han i ny og næ får hjælp af sin far, der ellers er gået på pension.

Læs også