Tema: Tidlig såning og græsukrudt er en giftig cocktail
Sen såning af vinterhveden kan i nogle tilfælde være en bedre løsning, selvom det medfører en normreduktion. Dyrkning af vårbyg i stedet kan også være en reel mulighed.

Græsukrudt - her i form af væselhale - er et udbredt problem i tidligt sået vintersæd. Seges har set på alternativer i form af bekæmpelse, senere såning og vårsæd. Foto: VKST
Flere vælger at opfylde kravet om målrettede efterafgrøder ved blandt andet at så vintersæden tidligt. Konstateres der problemer med græsukrudt i marken, bør det dog kraftigt overvejes at opfylde kravet om målrettede efterafgrøder på andre måder.
Det skriver Seges på Landbrugsinfo og understreger, at det er muligt at ændre i de tilmeldte målrettede efterafgrøder og alternativer ved genindsendelse af fællesskemaet senest 10. september. Dog skal man være opmærksom på, at ændringer alene kan ske på marker indenfor samme ID15-område.
Seges har fremsat tre alternativer til vinterhvede sået tidligt, hvis der konsstateres problemer med eksempelvis væsenlhale. Som udgangspunkt er valgt en vinterrapsafgrøde, hvor der før høst kan findes væselhale i pletter flere steder i marken.
Fokus på ukrudtsbekæmpelse
Første alternativ er en uændret strategi med at så vinterhvede tidligt, men med fokus på at bekæmpe den uønskede væselhale. Her udnyttes den gode forfrugt til at så vinterhvede før 7. september uden at pløje. Græsukrudt nedvisnes med glyphosat inden såning.
I vinterhveden bekæmpes væselhale om efteråret med to sprøjtninger med høj dosis på grund af den tidlige såning, og der vælges også om foråret den bedst mulige løsning, som under gunstige sprøjteforhold kan have nogen effekt mod væselhale.
I en veletableret og tæt afgrøde kan væselhale i mange tilfælde bekæmpes med rimeligt godt resultat, men der skal ved tidlig såning ikke gå ret meget galt med timing af bekæmpelsen eller afgrødeetableringen, før bekæmpelsen vil blive helt utilstrækkelig. Som tommelfingerregel vil fremspiringen af væselhale blive halveret for hver to uger, såningen udsættes, pointerer Seges, der konstaterer, at væselhale ved tidlig såning uden pløjning koster 10 procent af udbyttet svarende til 9,2 hkg pr. hektar fordelt over hele marken.
Samlet set er der dermed udsigt til et tab på 2.377 kroner pr. hektar i forhold til den oprindelige plan.
Seges påpeger, at såfremt dette scenarie gennemføres, og bestanden af væselhale ved høst er stor, bør det overvejes at nedmulde halmen i stedet for at fjerne den. Det er dog ikke indregnet i scenariet.
Sen såning mindsker fremspring af græsukrudt
Ved næste scenarier sås vinterhvede efter 20.-25. september for at mindske fremspiringen af væselhale og anvende samme strategi for bekæmpelse som i scenarie 1, men med lidt lavere doseringer. Etableringen sker efter pløjning, som er et effektivt IPM-tiltag mod væselhale. Det vil være en god ide at nedvisne foragre og sammenfuringer med glyphosat inden pløjning, hvilket Seges har indregnet som 25 procent af arealet.
På grund af sen såning med forudgående pløjning, vurderer Seges bekæmpelsen til, med stor sandsynlighed, at være så effektiv, at udbyttetab i hveden undgås.
Væselhalebestanden vil dog blive vedligeholdt og kræver indsats i de følgende år. I kraft af senere såning vil dette, ifølge Seges, betyde krav om normreduktion, da det antages, at alle andre alternativer til efterafgrøde er opbrugt.
Udsædsmængden øges ved senere såning, her er indregnet yderligere 80 kg udsæd pr. hektar, svarende til meromkostning på 220 kroner. Der indregnes samtidig et lille udbyttetab som følge af den senere såning – dette er sat til tre hkg baseret på de seneste års såtidsforsøg.
Omkostningen til ukrudtsbekæmpelse er 492 kroner mindre end scenariet med tidlig såning og bekæmpelse, og betyder et økonomisk resultat, der er 474 kroner højere pr. hektar i scenariet med sen såning end ved tidlig såning. Hvis der ikke allerede forventes, at næste års plan indeholder normreduktioner, vil dette beløb være tilstrækkeligt til at dække omkostningen til en normreduktion i det efterfølgende år.
Sanerer med vårsæd
Tredje mulige scenarie er at sanere væselhale ved hjælp af sædskifte og i stedet så vårsæd. Etablering sker efter pløjning. Også i denne situation anbefaler Seges at nedvisne foragre og sammenpløjninger med glyphosat. Vårbyggen opnår stadig en forfrugtsværdi fra rapsen – om end mindre end hveden. I kraft af såningen i foråret bliver væselhale lille og ubetydelig af størrelse, og den kan ikke sætte nye frø, når planterne ikke får vinterkulde.
Samlet giver dette mulighed for en billig bekæmpelse af ukrudt og effekt, der sikrer fuldt niveau af forventet udbytte i vårbyggen.
Da beslutningen om at så vårbyg tages allerede inden høst, er det muligt at vælge mellem efterafgrøde på halvdelen af arealet eller en normreduktion. Da efterafgrøden er billigere end normreduktionen (målrettet efterafgrøde med tilskud), bliver den det foretrukne valg, såfremt den kan etableres inden den 20. august.
Det økonomiske resultat af vårbyggen svarer stort set til den sene såning. Den beregnede gevinst på 455 kroner pr. hektar er, ifølge Seges, fuldt ud tilstrækkeligt til at dække samme niveau af normreduktion, og da kravet kan løses med efterafgrøde på halvdelen af arealet, konstaterer Seges, at der er mulighed for, at det bliver endnu billigere.