Robotter, radrensere og båndsprøjtning åbner døren til fremtiden
I forsøg er Danfoil og samarbejdspartnere oppe på at kunne spare helt op til 75 procent af plantebeskyttelsesmidlerne. Noget tilsvarende bliver virkelighed i praksis, lyder vurderingen.

Kravene til en moderne sprøjte er høje. Også til en brugt. Derfor tilbyder Danfoil nu et koncept, hvor man fabriksrenoverer sprøjter, så de lever op til tidens krav til marksprøjter.
I det seneste års tid har udviklingsafdelingen hos Danfoil arbejdet målrettet med at kombinere en række teknologier, der peger langt ind i fremtiden.
Her har man blandt andet i samarbejde med det danske landbrugsrobot-firma Agrointelli lavet forsøg, hvor man kombinerer robotteknologi, båndsprøjtning og god, gammeldags radrensning.
- Konceptet er unikt, og vi kan arbejde med båndsprøjtning helt ned til 10-12 cm i rækkesåede afgrøder. Det betyder, at vi er oppe på at kunne spare helt op til 75 procent af plantebeskyttelsesmidlerne i nogle tilfælde, forklarer udviklingschef hos Danfoil, Niels Åge Fristrup.
Han understreger, at konceptet endnu er på prototypestadiet og derfor ikke ude hos praktikerne endnu. Men det kommer, lyder vurderingen.
Væsentligt reduceret forbrug
Det lyder lidt som den her berømte hockeystavsmodel, som politikerne taler om i forbindelse med klima. Altså at man frem for forbud skal væbne sig med lidt tålmodighed, så kommer de teknologiske løsninger over tid?
- Præcis. Vi tror helt sikkert på, at vi kommer til at udvikle teknologiske løsninger, som gør det muligt at reducere kemiforbruget væsentligt, siger Niels Åge Fristrup og hans kollega hos Danfoil, area sales manager Michael Stærmose Larsen.
Her og nu er der dog også en anden udfordring end de politiske forbudsvinde. I praksis står maskinfabrikanter Jorden over og mangler komponenter i produktionen.
- Det er et problem at få stumper. Og det gør vi også hos Danfoil. Derfor bestiller vi komponenter meget langt ud i fremtiden. Men der kan sagtens være et halvt års leveringstid. Det er en brancheudfordring, som rammer alle.
- Indtil videre har det ikke givet større udfordringer, end at vi har skullet skubbe rundt på produktionen. For intet er, som det plejer at være. Men det vender jo også igen, så vi er fortrøstningsfulde, selvom det er udfordrende, og man som kunde kan forvente at skulle være lidt ekstra tålmodig i nogle situationer, lyder det fra Michael Stærmose Larsen.
Står man akut og mangler en sprøjte, tilbyder Danfoil som noget nyt at fabriksrenovere brugte sprøjter, hvilket ifølge producenten giver sig udslag i, der kommer flere opdaterede og bedre sprøjter på brugtmarkedet, som lever op til tidens høje krav til en moderne marksprøjte.