Når man som arbejdsgiver kommer i gave-giver-humør, er der nogle regler vedrørende beskatning, der skal overholdes. Som udgangspunkt kan man som arbejdsgiver give en ansat gave for i alt 1.200 kroner, uden at den ansatte skal beskattes af gavernes værdi. Er der gaver for mere end 1.200 kroner i 2021, betyder det, at hele beløbet skal beskattes.

Når det handler om julegaver, ser reglerne imidlertid lidt anderledes ud.

- Hvis en julegave har en værdi på højst 900 kroner, og eventuelle andre gaver i løbet af året har en værdi på for eksempel 500 kroner, skal medarbejderen kun betale skat af de 500 kroner. Julegaven tæller med i det samlede beløb, men kan holdes ude af beskatningsregnestykket, forklarer skatterådgiver Birgit Jessen på LandboSyds hjemmeside.

Vil man give kontanter som gave, bliver medarbejderen altid beskattet af hele beløbet. Ifølge skatterådgiveren kan man dog vælge at give et gavekort, da nogle af disse er skattefri for medarbejderen.

Det gælder, hvis gavekortet er til få, udvalgte gaver hos en udbyder på nettet, hvis man som arbejdsgiver på forhånd har valgt gaven på gavebeviset til den enkelte medarbejder, eller hvis gavekortet er et gavebevis til én bestemt navngiven restaurant, hvor det kun kan bruges til dagens tre-retters-menu eller til én ud af 3 tre-retters menuer, som arbejdsgiver har sammensat.