Et kig ind i Danmarks bedst bevogtede kvægbesætning

Af Klaus Eriksen, journalist, Sagro

Åben Fængsel Renbæk. Og ja, fængslet er åbent, men bestemt ikke mere, end at denne journalist knap har parkeret bilen, før en fængselsbetjent henvender sig.

- Du må ikke tage billeder her, lyder beskeden prompte.

Det er en smule pudsigt, for området er åbent og gennemskæres af en landevej, så det åbne fængsel og dertilhørende landbrug er på den ene side, og et lukket fængsel og administrationsbygning på den anden.

Google Street-View-bilen kom engang for skade at tage billeder af vejen, men tilløbende fængselsvagter fik den standset, og efterfølgende blev billederne slettet.

Fængselsbetjenten påpeger også, at jeg skal slukke min mobiltelefon og enten aflevere den, så den kan blive låst inde, eller efterlade den i bilen.

- Og der skal den også være slukket. Der er kun to telefontilladelser her på stedet. Og den ene har Ole.

Hun henviser til reglen om, at det er forbudt at have mobiltelefoner med ind i fængsler i Danmark - af åbenlyse årsager. Det er Ole, som jeg efter fem minutters gang møder foran en staldbygning.

Hvis man ikke vidste det, var det ellers ikke til at se, at det her er et fængsel. Og endnu mindre tydeligt er det, fordi Ole er iført helt almindeligt arbejdstøj og et smil til op over begge ører. Han ligner så langtfra en, der arbejder i et fængsel, åbent eller ej.

“Du skal ikke tro, du kan redde nogen”

Ole Petersen er værkmester i Åben Fængsel Renbæk, som ligger knap en halv times kørsel syd for Ribe.

- Da jeg startede her i fængslet, sagde min forgænger til mig: “Du skal ikke tro, du kan redde nogen.”

- Men så sagde jeg til ham, at “det skal du fandeme ikke bestemme”.

Han er landbrugsuddannet, og har derudover en overbygningsuddannelse, så han kan arbejde i Kriminalforsorgen. Det er så langtfra almindeligt for landmænd at gå den vej, og ikke mindst er det specielt, fordi hans landbrugsfaglige baggrund på dette sted altid er nummer to.

- Der er procedurer for alt, og procedurerne kommer forud, altid forud. Og det er der jo gode grunde til. Det kan også være frustrerende, og jeg ville ikke have kunnet være i dette job for 30 år siden, siger han.

Som landmand handler man øjeblikkeligt, hvis det for eksempel, er tid til at så majs, og en mark står under vand. Så kalder man på en, der kan dræne marken her og nu. Det kan man ikke i Kriminalforsorgen. Her skal der ansøges og spørges mange steder, før en tilladelse er i hus Og så kan der for nogle nemt være en indre konflikt mellem “landmanden” og “værkmesteren i et fængsel”.

- Et år fik vi simpelthen ikke sået majs på et større areal i tide, og det kostede på den gode side af 100.000 kr. i manglende foder. Sådan skal det være af hensyn til sikkerhed og rutiner, men som yngre mand havde mit temperament ikke været til det. Det er det heldigvis nu, siger han.

“Er det roer eller ukrudt?”

For nok er staldene rene - altså ikke bare rene, men virkelig rene, og dybstrøelsen er så ny, at jeg selv overvejer at hoppe ned og nappe en lur, selv om jeg ikke er iført arbejdstøj.

For ikke at tale om køerne generelt, hvor mange har skinnende pels. Men der er også en helt anden mandskabsmængde, end man er vant til på et almindeligt landbrug.

Åben Fængsel Renbæk har 204 pladser, hvor de 70 er i lukket fængsel - den del ligger på den anden side af vejen, hvor jeg (heller) ikke må tage billeder. De resterende 134 er åbne pladser, hvoraf ca. 12-16 er beskæftiget i landbruget på en eller anden måde. Og da der kun er omtrent 140 årskøer, giver det en voldsom ko-til-ansat-ratio. Men, og her er der et voldsomt men.

For de indsatte har typisk ingen landbrugsfaglig viden - som i slet ingen. Og mange har endog aldrig haft et arbejde, og dertil kommer den mængde indsatte, der har problemer med misbrug af alkohol og stoffer. Og det giver selvfølgelig udfordringer for personalet.

- Da vi havde roer, skulle jeg manuelt fortælle hver eneste med en lugejern, hvad de skulle. “Det der er en roe, og dét der er ukrudt.” Så er nogle få hektar pludselig en ret stor opgave, når det er hver eneste vækst, der skal identificeres. Og mange stopper helt med at arbejde, hvis ikke jeg står lige ved siden af og instruerer, fortæller Ole Petersen.

“Vi skylder Danmark at bruge RISE”

Jeg er også kommet for at tale om RISE, for alle landbrug under kriminalforsorgen er økologiske, og her har man meget fokus på bæredygtighed.

- Det er simpelthen skidegodt, at vi får lavet RISE. Det er ØkologiRådgivning Danmark, der gør det, og de viser os, at man med meget få og enkle midler virkelig kan få bedriften til at spille langt bedre sammen med naturen, siger Ole Petersen.

Han peger ud over markerne, hvor der i den ene side står nogle få træer, hvori der er opsat en række stærekasser. Stære er fremragende til at finde og æde stankelbenslarver.

- På den måde får vi naturen til at gøre noget af arbejdet for os, for vi har f.eks. næsten ingen problemer med mange stankelben i markerne længere, siger han.

- Nu når man har valgt, at Kriminalforsorgens landbrug skal være økologiske, skal vi også gøre det ordentligt. Vi skylder Danmark at bruge RISE. Det er rart at få andre faglige øjne på det, vi går og laver. Og ØkologiRådgivning Danmark kommer med gode, konkrete forslag, som vi har mulighed for at implementere. De forstår, at ikke to landbrug er ens, siger han.

I RISE-analysen indgår også økonomi, og den er helt særlig inden for Kriminalforsorgen, fordi det på ingen måde er et mål, at bedrifterne skal give overskud. Derfor ligner “edderkoppespindet” i analysens diagram noget, hvor spindleren ikke er blevet helt færdig

F.eks. kan man i Åben Fængsel Renbæk kun malke to gange i døgnet med 10 og 14 timers mellemrum, da man starter kl. 5.00 og slutter kl. 17.00. Alligevel giver køerne mere end 11.000 kg EKM.

- Fagligt er det tilfredsstillende. Men vi må aldrig glemme, hvad det er, vi laver her. Og det er først og fremmest beskæftigelse og uddannelse for de indsatte, siger Ole Petersen.

Dette er blevet mere udtalt over årene. Efter at man introducerede fodlænken, er andelen af indsatte med misbrugsproblemer og andet vokset. Og det lægger en dæmper på, hvad man kan, rent fagligt.

Det er f.eks. ikke længere en mulighed at tage ud til dyrskuer.

- Det er synd, for det giver virkelig de indsatte noget, når de kan komme ud og få faglig ros for deres arbejde af andre end os. Men det er sådan, det er, siger Ole Petersen.

Køer der redder liv

Når mennesker med problemer møder store dyr, som de får et medansvar for, sker der noget. Det er der skrevet mange tykke bøger om, og de siger næsten alle det samme: Et dyr har ingen skjult dagsorden, og det kan være terapeutisk for mange. Det har Ole Petersen selv set adskillige gange.

Indsatte har ofte oplevet svigt og at “blive røvrendt” af både familie og venner hele livet. Lægger man andre psykiske diagnoser oveni, betyder det, at de ofte trækker sig fra gruppen og i stedet vælger dyrenes selskab.

- Men efter nogen tid her ser vi ofte, at det billede begynder at ændre sig en smule. Dyr kan sgu noget, siger Ole Petersen.

Særligt husker han én bestemt indsat, som var selvmordstruet. Men arbejdet med dyrene og senere faglig anerkendelse på dyrskue fik ham til at se anderledes på livet. Og han er langt den eneste, som oplever det.

- Jeg får af og til en hilsen i min indbakke fra tidligere indsatte. Vi er ikke venner, det ved vi alle, men alligevel føler de lige trang til at fortælle, hvordan det går med det. Det varmer helt utroligt, siger Ole Petersen.

En indhegnet legeplads

Renbæk er stedet, hvor ingen lyver for sig selv. Når en indsat for tredje eller femte gang, kommer i fængslet, er det trist. Og mindst lige så trist er det at se en legeplads med hegn omkring, for ingen her påstår, hegnet er der for at holde på børnene. Og legepladsen vidner mest af alt om afsavn, svigt, hårde farvel og små fingre, der holder fast i overtøjet ved afsked.

- Men vi kan altså redde nogen. Og hvis jeg ikke længere tror på det, skal jeg finde noget andet at lave. Præcis som min forgænger i jobbet.

________________________________________