Forsikringsselskab: Hver femte arbejdsulykke sker under høsten

Forsikringsselskabet Topdanmark kommer med opfordring efter bekymrende udvikling omkring arbejdsulykker under høstarbejde.

Sandsynligheden for, at landmænd får kvæstet fingre, arme og ben, er markant højere i høstmånederne, og derfor kommer forsikringsselskabet Topdanmark nu med en opfordring om at være ekstra opmærksom.

Tre ud af ti danske landmænd har dog sørget for, at de selv, deres ægtefælle eller ekstra høsthjælp, for eksempel nabosønnen, kan få hjælp. Trods adskillige indsatser er det endnu ikke lykkedes for alvor at knække kurven over arbejdsulykker i landbruget.

Særligt i sensommeren sker der mange ulykker, viser en ny opgørelse fra Topdanmark, som derfor opfordrer landmænd og ansatte i landbruget til at være ekstra opmærksomme på at passe på sig selv og andre, når høsten sætter ind.

Opgørelsen viser, at antallet af arbejdsulykker i august og september ligger hele 24 procent over gennemsnittet for året.

Selskabet, som forsikrer cirka hvert andet danske landbrug, er dykket ned i skadestallene på området for perioden 2018-2021, som afslører, at hver femte arbejdsulykke sker direkte under høsten og i sensommeren.

- Tallene tegner desværre et kedeligt og alvorligt billede. Risikoen for at komme til skade er fortsat markant højere under høsten, selvom der i flere årtier har været indsatser for at undgå netop triste scenarioer og alvorlige ulykker i de ekstra travle perioder i landbruget, siger Preben Rasmussen, landbrugschef hos Topdanmark.

- Under høsten ved vi, at der bliver arbejdet intenst og i døgndrift. Det betyder, at eksempelvis stress og træthed er blandt årsager til, at der sker ulykker. En arbejdsulykke har ikke bare konsekvenser for den enkelte person, den har typisk også konsekvenser for driften og udbyttet, da få nøglepersoner kan være afgørende for en vellykket høst, siger han.

Ifølge Arbejdstilsynet er landbruget er en af de brancher, hvor der sker flest alvorlige arbejdsulykker, og Topdanmark hjælper i sensommeren kunder, der typisk er ramt af kvæstelser af fingre, hænder, arme og ben, og som typisk sker på grund af et slag, at kunder kommer i klemme, eller at de skærer sig eller falder fra en maskine.

Seks ud af ti landmænd er bekymrede

På grund af blandt andet antallet af arbejdsulykker under høsten er uheld og sygdom også det, som landmænd selv peger på som deres største bekymring. I en rundspørge blandt Topdanmarks landbrugskunder svarer knap seks ud ti (56 procent), at ”mit helbred” er det vigtigste for at sikre driften. Anden højeste prioritet var ”mine dyrs helbred”, som 16 procent angav.

- Det er kun positivt, at der hos alle parter er en anerkendelse af de store konsekvenser for arbejdslivet og privatlivet, som en ulykke kan medføre. Derfor handler forsikring også om at hjælpe den tilskadekomne med at få sit liv tilbage, hvis vi kan, og ikke bare om at udbetale en erstatning, siger Preben Rasmussen.

- Vi ser desværre en tendens til, at hvis man er sygemeldt i mere end tre måneder, så falder sandsynligheden for at vende tilbage markant. Derfor er en tidlig indsats ekstremt vigtigt, og heldigvis lykkes vi med at få de fleste tilbage med et skræddersyet behandlings- og genoptræningsforløb, siger han.

For at nedbringe omfanget af arbejdsulykker og forebygge de triste scenarioer har Topdanmark sammen med Seges udarbejdet konceptet Arbejdsliv, hvor en rådgiver hjælper landbrugskunder med at håndtere myndighedernes reaktion, for eksempel besøg fra politi eller Arbejdstilsynet, og eventuelt med at justere arbejdsgange eller arbejdsmiljøet for at undgå lignende uheld fremover.

Er forsikringen i orden?

Et nedslag i salgstallene hos Topdanmark viser, at danske landmand og landbrug er gode til at forsikre deres bygninger, bedrift, ansatte, dyrene og afgrøder.

Men de glemmer ofte at forsikre sig selv, og det kan få konsekvenser ved en arbejdsulykke, især under høsten hvor mange giver en hånd med.

- Loven kræver, at alle virksomheder, også landbrugsbedrifter, har en arbejdsskadeforsikring, som dækker, hvis en medarbejder kommer til skade i arbejdstiden. Men selvstændige har ikke pligt til at købe forsikringen og man kan i stedet tegne en frivillig arbejdsskadeforsikring for sig selv og sin ægtefælle. Og får man en hjælpende hånd fra eksempelvis naboens søn, kan man tegne en supplerende arbejdsskadeforsikring, som dækker alle midlertidige medarbejdere, siger Preben Rasmussen.

Topdanmark estimerer, at kun tre ud af ti landmænd vælger at tegne den såkaldte frivillig arbejdsskadeforsikring, mens tallet for deltidslandbrugere er helt nede på fem procent.

Læs også