Inden længe er høsten i fuld gang, hvor lageret forhåbentlig skal fyldes. Konsulent Peter Mark Nielsen fra Velas minder i den forbindelse om klargøringsproceduren for såvel silo som planlager i nyhedsbrevet fra slutningen af juni.

Er alt dette nu også nødvendigt, det plejer at gå fint, tænker du måske.

- Ja mange år går det uden synlige problemer, men der ligger store værdier i siloerne, og det er ganske klart værd at passe på dem, da kornet jo ikke har værdi, før det er solgt eller fodret op, lyder det fra Peter Mark Nielsen.

Han forklarer nærmere, at når først der kommer dyr i kornlageret, er det meget svært at fjerne dem, imens der er korn. Dermed risikerer du en hel fodersæson med problemer, bare fordi kornlageret ikke var klar til høst.

- Det er lidt som en brandforsikring, den betaler man hvert år, og har heldigvis meget sjældent brug for den, lyder det fra Peter Mark Nielsen.

Klargøring af kornlageret

Konsulent Peter Mark Nielsen fra Velas har følgende råd til klargøring af kornlageret:

Gastæt silo

Siloen tømmes helt og rengøres indvendigt

Gastætte siloer bør trykprøves mindst hvert 2. år, og har du ikke en serviceaftale, så skynd dig at få bestilt tid til trykprøvningen

Udtagsnegl og eventuel feje snegl efterses, og slidte dele udskiftes nu, hvor man kan komme til den

Amerikanersilo

Siloen skal tømmes og bunden fejes. Ligger der skidt i bunden, vil det give en dårlig beluftning af den kommende høst

Al mekanik i bunden efterses og serviceres

Kig under bundpladerne, om det er ved at være på tide at få dem taget op og gjort rent under dem. Kan det ikke nås inden høst i år, så ved du, at det skal gøres næste år

Sørg for at få behandlet for kornsnudebiller og lignende

Planlager

Lageret tømmes, og gulv og vægge fejes rene

Hvis muligt blæses loftet ned med kompressor

Vægge og gulve behandles for kornsnudebiller og lignende

Kilde: Nyhedsbrevet Trynekontakt nr. 12