Generationsskifte hos PIT Hegn

Efter præcis 25 år har Lissi og Palle Ingemann solgt PIT Hegn og Østjysk Hegn til Thomas Bentsen.

Den 1. april var det 25 år siden firmaet åbnede i Gudme.

De første 9 år var det som franchisingtager i Poda Hegn, med arbejdsområde begrænset til Fyn. Det første år var det blot beskæftiget 1 til 2 mand. Privatboligen - en hyggelig lille landejendom - blev hurtigt omdannet til hegnslager, som fyldte alle udenom arealerne.

I 2002 forlod Lissi og Palle Ingemann Poda franchising og etablerede PIT Hegn. Herfra gik stærkt, og på trods af mange udvidelser og tilbygninger i Gudme, blev det alt for trangt, og tankerne om et nyt domicil fødtes.

I 2008 opførte PIT Hegn nyt lager og administration i Ringe. På trods af finanskrise og et Danmark i recession, vækstede vi fortsat meget, og måtte vi i 2010 – midt i krisen – udvide faciliteterne i Ringe, og en ny produktion- og lagerhal blev opført.

For fem år siden fik PIT Hegn en mulighed for at overtage Østjysk Hegn ved Århus. Et 30 år gammelt firma som havde sine spidskompetencer der, hvor vi i Ringe var svagest.

I 2015 udvidede vi aktiviteterne med købet af Odense Trådvarefabrik. I dag beskæftiger vi cirka 50 medarbejdere og foruden Østjysk Hegn, har PIT Hegn samarbejdspartnere over hele landet.

I 2013 påbegyndtes et glidende generationsskifte, hvilket desværre mislykkedes i 2017.Lissi og Palle Ingemann måtte således trodse alder og helbred, og vende tilbage som ledelse i firmaet.

- Vi er derfor utroligt glade for at Thomas Bentsen henvendte sig, og efter  8 måneders forhandlinger er vi blevet enige om at overlade nøglen og ansvaret til ham, siger Palle Ingemann.

Thomas Bentsen bor i Odense med sin familie og ser rigtig meget frem til, at overtage P.I.T Hegn og Østjysk Hegn for sammen med de ansatte, kunder og leverandører, at fortsætte og videreudvikle den succes der er skabt gennem de seneste 25 år af Lissi og Palle Ingemann og alle de ansatte i virksomheden.

Både Lissi og Palle Ingemann fortsætter i virksomheden og vil fremadrettet være med til at videreudvikle selskabet.

Thomas Bentsen har gennem sine stillinger som adm. direktør eller salgsmarketingdirektør opnået en bred vifte af kompetencer indenfor generel ledelse, salg og projektledelse i flere forskellige brancher, hvor fokus har været på at skabe vækst og udvikle organisationer.

Af virksomheder Thomas Bentsen har arbejdet for, kan nævnes firmaer som Ivarsson A/S, Fynske Medier og Kompan Norden.

Da muligheden bød sig for at komme i dialog med Palle og Lissi vedrørende en mulig overtagelse, var han ikke længe om at beslutte sig. Det har altid været en drøm at blive selvstændig og få foden under eget bord.

Det at man sammen med en stab af dedikerede medarbejdere kan skabe og se resultater af arbejdet er nok den bedste motivationsfaktor for ham. Og i P.I.T Hegn og Østjysk Hegn ser han gode muligheder for over de kommende år, at udvikle firmaet på flere fronter.

Samtidig ser han P.I.T Hegn og Østjysk Hegn som spændende virksomheder, med rigtige gode brands i markedet og en bred vifte af kvalitetsprodukter indenfor alle former for hegnsprodukter. Ydermere er der fokus på at levere en høj kvalitet i service og montage. Alt i alt et rigtig godt udgangspunkt for at bygge videre på den virksomhed P.I.T Hegn og Østjysk Hegn er i dag.

Læs også