Konsulent: LED-lys kan være tjent ind på to år

Hvis driftstiden på de almindelige lysstofrør er 14-16 timer i døgnet, er tilbagebetalingstiden ofte nede på to år, hvis man skifter til LED-lys, vurderer en rådgiver.

Gode LED-lyskilder kan lyse op til 50.000 timer, før lysstyrken falder til 70 procent af den lysstyrke, lyskilden havde, da den var ny, fortæller energi- og teknikrådgiver Kurt Mortensen fra Byggeri & Teknik.

15.000 timer. Så lang tid går der, inden et almindeligt lysstofrør begynder at lyse med under 70 procent af den lysstyrke, det havde, da det var nyt.

- Det betyder, at i stalde, hvor lyset er tændt i 16 timer i døgnet, bør lyskilden skiftes for hvert 2,5 år, lyder det fra energi- og teknikrådgiver i Byggeri & Teknik, Kurt Mortensen.

Hvis man vælger at skifte lysstofrørene ud med LED-lys, kan tilbagebetalingstiden ofte holdes under 3,5-4 år, hvis den daglige driftstid på lyset er på otte timer, vurderer Kurt Mortensen. Er driftstiden derimod 14-16 timer i døgnet, er tilbagebetalingstiden ifølge rådgiveren ofte nede på to år.

Levetiden er vigtig

Kurt Mortensen fortæller, at gode LED-lyskilder kan lyse op til 50.000 timer, før lysstyrken falder til 70 procent af den lysstyrke, lyskilden havde, da den var ny.

- Det svarer med lyset tændt i 16 timer pr. døgn til 8,5 år.

Levetiden og kvaliteten af lyset betyder derfor ifølge Kurt Mortensen mere end indkøbsprisen.

- Glæden ved den lave investering er for længst forduftet, når omkostningen ved den lave kvalitet viser sig, siger han.

Vedligehold

Kurt Mortensen anbefaler generelt en systematisk udskiftning af lyskilderne, så man får udskiftet i et helt staldafsnit ad gangen.

- Det gør det nemmere at udnytte nødvendigt udstyr som stillads, løftegrej eller andre ting, man skal have anskaffet for at udføre udskiftningsarbejdet sikkerhedsmæssigt forsvarligt, siger han.

LED-armaturer er en sikker samler af støv og kan godt være en attraktiv gødeplads for insekter, selvom de ikke bliver så varme som lysstofrør og dermed heller ikke samler helt så meget fluelort, fortæller Kurt Mortensen.

Han anbefaler derfor at rengøre armaturer og lyskilder jævnligt af hensyn til både arbejdsmiljøet og produktionsresultaterne.

mip

 

Fakta om lyskvalitet

1. Lyskildens Ra-værdi eller CRI (farvegengivelsesevne) skal være over 80 – og helst 83-85 (det højeste er 100). Ellers kan man for eksempel ikke se, om dyrene er syge

2. Farvetemperaturen måles i kelvingrader. En gammeldags glødepære har farvetemperaturen 2.700. De fleste vælger 3.000-4.000 kelvingrader, idet det ligner dagslys mere

3. LED-lyskilder og -armaturer kan have en noget anderledes lysfordeling end almindelige lysstofrør. Få derfor udført en lysberegning, der viser fordelingen af lyset i forhold til det inventar, m.v., der er i stalden. For eksempel skal der ved snuden af søerne være det lysniveau, som reproduktionen kræver. Det er ikke nok, at den rette lysmængde er til stede som gennemsnit i staldrummet

4. Køb hos en leverandør, der har bevist sin duelighed i markedet. Din leverandør skal stå inde for, at de nye lyskilder ikke »forstyrrer« gårdens interne elsystem og elektronik i øvrigt

5. Hvis du vil ombygge dine bestående armaturer til LED-lyskilder, skal en installatør udføre arbejdet og sætte en mærkat på armaturet, der fortæller, at det er ombygget til LED-belysning og ikke må anvendes til lysstofrør

Kilde: Byggeri & Teknik

Læs også