Supermagnet klar til september

BvL er klar med en magnet til fodervogne, som er så kraftig, at man skal passe på sin mobil og tablet i dens nærhed.

En ny fangmagnet til mixervogne kan nu føjes til udvalget af produkttilbehør fra det tyske maskinfirma BvL.

Fangmagnetens magnetfelt er mere end dobbelt så stærkt, som det er tilfældet hos sin forgænger. Det skyldes en opbygning med to integrerede, kontinuerlige magnetiske plader. Noget som ifølge producenten gør fangmagneterne særligt effektive i brug.

- Derudover er magneten meget robust og vandtæt takket være et svejset hus i rustfrit stål, lyder det fra BvL.

Foderblanderen er sidste chance for at fange eventuelt farlige metalstykker inden udfodring. 

Kommer til efteråret

Her i Danmark kan man få leveret de nye magneter fra BvL fra september.

- Det gælder alle nye ordre, eller som er kommet ind, at her kommer de nye magneter på vores vogne, forklarer Flemming Hyldgaard, salgschef hos BvL i Skandinavien.

Han tilføjer, at magneterne kan eftermonteres på alle blandere.

- Vi har solgt til mange andre vogne end vores egne, understreger han.

Der er som nævnt tale om en nyskabelse, hvor to magneter er lagt sammen inde i et stålhus.

- De her er over dobbelt så stærke som vores hidtidige. En alm. husnøgle kan du f.eks. ikke tage af med fingrene. Så stærk er magneten. Derfor skal man passe på med at gå med pacemaker, kreditkort med magnetstriber, tablets og mobiltelefoner i nærheden af magneterne. For de er meget kraftige, forklarer salgschefen.

Efterspørgsel i Skandinavien stiger

Stort set alle BvL-vogne i Danmark leveres med magneter.

- Landmændene bringer det selv op. De spørger, om vi har noget, der duer. Og mange bønder sender os fotos efterfølgende. Også dem, som måske har været skeptiske fra starten og tvivlet på, om de nu også virker.

- Det gør de altså, og det er udlandet også ved at få øjnene op for, siger Flemming Hyldgaard, der er salgschef for hele Skandinavien hos BvL.

 

jll@effektivtlandbrug.dk

telefon 63 38 25 48

Læs også