Tirsdag spillede regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ud med en plan, der skal hjælpe økologiske landmænd med de udfordringer, som tørken giver.

Blandt andet sættes kravet for brug af økologisk grovfoder til kvæg ned fra 60 til 50 procent. Men det batter ikke for alvor, mener formand i Vestjysk Landboforening, Søren Christensen.

- Jeg har dyb respekt for, at der er nogen, der vil hjælpe os, men det er ikke de ti procent, der flytter det, siger han til tvmidtvest.dk.

Han håber på, at bankerne blandt andet kan være landmænd behjælpelige med terminer, lån mv. For det er svært at gøre mere fra politisk hold, erkender han.

- Jeg tror, man har gjort, det man kunne, men lige nu er der ikke noget, der batter, siger Søren Christensen.