Hvedeprisen har stadig et godt stigningspotentiale

Den ledende europæiske hvedepris på afgrødebørsen MATIF udviser fortsat stigende styrke i opadgående retning. Det tegner derfor til, at vi inden længe vil se hvedeprisen tangere de pristoppe, der sidst gjorde sig gældende for to et halvt år siden.

Som det fremgår af dagens fokusartikel, så er der ud fra et udbuds- og efterspørgselsmæssigt perspektiv i Frankrig og til dels også Europa som sådan gode perspektiver for, at hvedeprisen skal fortsætte op godt ind i 2021. Derfor er der også gode perspektiver for, at hvedeprisen skal et godt stykke op over pristoppene, vi så hen over foråret i 2018.

Efter lidt høstpres hen over sommermånederne har hvedeprisen på MATIF været inde i en stigende periode frem til den dag i dag. I august måned var hvedeprisen på MATIF kortvarigt nede og runde et lavpunkt ved 175 euro pr. ton. Siden er det gået godt opad for den ledende europæiske hvedepris på MATIF.

Således kan du i skrivende stund handle møllehvede på MATIF til en pris på 212 euro pr. ton. Dermed har den ledende europæiske hvedepris hen over de seneste tre måneder oplevet en stigning svarende til mere end 20 procent.

Langsigtet mål 

Med hvedeprisens brud forleden op over det vigtige og psykologiske prisniveau i 200 euro pr. ton ligger næste mål for hvedeprisen på MATIF i opadgående retning nu oppe ved toppe fra 2018 i 220 euro pr. ton.

Bryder hvedeprisen også op over næste top- og modstandsniveau ved 220 euro pr. ton, så ligger det næste prismål oppe ved toppe fra 2012 i området omkring 280 euro pr. ton.

Dermed har hvedeprisen på MATIF stadig et stort stigningspotentiale. I nedadgående retning er der i første omgang støtte for de seneste tre måneders optrend ved en bund i 202 euro pr. ton.

Skulle hvedeprisen bryde under støtte og bund i 202 euro pr. ton, så vil målet herefter ligge nede ved bunde fra juni og august måned ved 175 euro pr. ton.

Det virker dog ikke specielt sandsynligt, at hvedeprisen skal tilbage mod 175 euro. Således udviser de tekniske indikatorer kraftigt stigende styrke i opadgående retning, hvilket indikerer, at sandsynligheden for yderligere prisstigninger er langt større end sandsynligheden for, at hvedeprisen skal ned fra aktuelt niveau.

MATIF-hvede, 1st pos.

Aktuel pris: 212 EUR/mt

Anbefaling

Hvedeprisen på MATIF er i optrend, og har i første omgang mål oppe ved 220 euro. Bryder hvedeprisen også op over 220 euro, ligger næste mål oppe ved toppe fra 2012 i 280 euro. Brud under 202 euro vil være første svaghedstegn, og vil derfor frembringe første salgssignal. Der er dog ikke tegn til nedtur lige foreløbigt, og derfor fastholder jeg min anbefaling om at afvente salg af hvede.

Analyse

Modstand: 220 €

Støtte: 202 €

Trend kort: Op

Trend lang: Hen

Lyt også til den nyeste markedspodcast med Peter Arendt og Jacob Lund-Larsen

Disclaimer:
Handel med futures er forbundet med en stor risiko for tab. Vær derfor opmærksom på, om futures er egnet for dig og din finansielle situation, inden du handler.

Læs også