Den europæiske hvedepris bryder ubesværet gennem et afgørende prisloft og modstandsniveau i opadgående retning. Og hvedeprisen suser nu hastigt op mod mit næste prismål der stammer ved topniveauerne vi senest så tilbage i 2018. Året 2020 ser dermed prismæssigt ud til at blive et godt år for europæiske hvedeproducenter – i det mindste rent prismæssigt. Det faktum at hvedeprisen stiger, til trods for at vi ifølge det amerikanske landbrugsministerium, vil se et global hvedelager der går op i 2020, bekræfter os i at teknisk analyse fungerer og at de fundamentale udbud og efterspørgselsfaktorer kan blive sat ud af spil. Således handler hvedemarkedet ikke på den aktuelle forsyningssituation men derimod på en forventning til, at 2020 nok næppe kommer til at byde på nye produktionsrekorder i Europa.

Jeg ser derfor ikke nogen grund til, at du som planteavler skal påbegynde salg af 2020 høsten endnu. Jeg forventer fortsat, at hvedeprisen vil ligge højere end i dag, når vi når sommer og høstmånederne. Jeg fastholder med andre ord min generelle anbefaling fra september måned sidste år, om at afvente salg.

Nyt prismål ved pristoppe fra 2018

I december var hvedeprisen nede og ramme et midlertidigt lavpunkt i 181 euro pr. ton. Siden er det atter gået op og i skrivende stund handler hvedeprisen på MATIF til 194 euro pr. ton. Dermed har hvedeprisen nu for alvor brudt med det gamle prisloft og modstandsniveau, der lå i området omkring 190 euro.

Pilen har overordnet set været op for hvedeprisen siden september måned, hvor hvedeprisen var nede og ramme et bindniveau i 155 euro pr. ton. Med en aktuel pris på 194 euro har hvedeprisen derfor allerede taget et kraftigt ryk op siden sensommeren 2019.

Mit mål for hvedeprisen frem mod høst til sommer 2020 flytter jeg nu op fra 200 euro til toppe fra 2018 i 220 euro. Dette prismål er ikke urealistisk og bakkes også op af de tekniske indikatorer, der udviser stigende momentum i opadgående retning.

I nedadgående retning er der i første omgang støtte til hvedeprisen ved 187,50 euro. Et brud under 187,50 euro vil udgøre første lille svaghedstegn og vil derfor være et meget tidligt signal til salg. Dog vil trenden vedblive op, for hvedeprisen, så længe hvedeprisen kan holde sig over næste bund og støtteniveau, der ligger nede ved 181 euro pr. ton. Først ved brud under 181 euro vil jeg gå i salg på hvede. Det vil med andre ord sige, at så længe hvedeprisen kan holde sig over bund og støtte i 181 euro, så fastholder jeg min generelle købsanbefaling og dermed også min overordnede anbefaling til planteavlere om at være afventende med salg.

MATIF Hvede, 1st pos.

Aktuel pris: 194 EUR/mt (120 kr/hgk)

Anbefaling

Hvedeprisen er i op-trend på lang sigt og har frem mod høsten næste sommer mål oppe i området omkring 200 til 220 euro. Brud under 181 euro vil signalere et del-salg af hvede. Men kun et del-salg, eftersom jeg stadig forventer at hvedeprisen skal arbejde sig op i første halvdel af 2020.

Analyse

Modstand: 200 €

Støtte: 181 €

Trend kort: Op

Trend lang: Op

Lyt også til den nyeste markedspodcast med Peter Arendt og Jacob Lund-Larsen

Finans