FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO har fremlagt en ny nød- og genopretningsplan for Ukraines landbrug. Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Planen dækker perioden 2026 til 2028 og har til formål både at beskytte landmændenes levebrød her og nu og at lægge fundamentet for en langsigtet genopretning af landets fødevareproduktion.

Krigen har alvorligt forringet arbejdsvilkårene for ukrainske landmænd. Manglende adgang til jord og maskiner, ødelagt infrastruktur, arbejdskraftmangel og stigende omkostninger presser især landbruget i de frontnære regioner, hvor produktionen ofte er reduceret til et overlevelsesniveau.

Alligevel spiller sektoren fortsat en afgørende rolle for landets økonomi og fødevaresikkerhed. Det understreger Ukraines vicelandbrugsminister, Taras Vysotskyi, der i forbindelse med planen peger på behovet for at styrke landbrugets modstandskraft:

- Landbrugssektoren er fortsat afgørende for Ukraines fødevaresikkerhed, beskæftigelse og økonomiske stabilitet, siger han blandt andet..

Tre søjler i planen

FAO’s plan er bygget op omkring tre søjler: dokumentation og koordinering, akut landbrugsstøtte samt tidlig genopretning. I

ndsatserne skal sikre målrettet hjælp til sårbare landbrug og landdistrikter, samtidig med at der arbejdes med rehabilitering af landbrugsjord, blandt andet i områder, der er ramt af ueksploderet ammunition.

Særlig opmærksomhed rettes mod kvinder, unge, internt fordrevne og hjemvendte borgere. Ifølge FAO er en sammenhængende indsats fra nødhjælp til genopbygning afgørende, hvis Ukraines landbrug også fremover skal fungere som en bærende del af landets økonomi.

FAO har i øjeblikket projekter i Ukraine for knap 26 millioner dollar, hvor størstedelen går til akutte og tidlige genopretningstiltag. Organisationen vurderer dog, at der er behov for yderligere midler for at forhindre yderligere tab af produktionskapacitet og sikre en mere robust genopbygning af landbruget.