Mit i polemikken i Afghanistan, efter de vestlige tropper har forladt landet, og Taliban atter har overtaget landets styring, er der en problemstilling, der er gået de flestes næse forbi.

I Afghanistan lever omkring 75 procent af befolkningen af landbrug, og det er et erhverv, der grundet klimaforandringer er blevet meget mere kompliceret. I landet er gennemsnitstemperaturen steget med cirka 1,8 grader siden 1950’erne, lyder estimaterne fra et studie fra 2017.

For at sætte det i relief er den globale gennemsnitstemperatur imidlertid steget cirka 1 grad siden slutningen af 1800-tallet.

Det har ført til, at flere høster slår fejl, da jorden er dét mere tør, og nedbøren falder i færre men kraftigere regnskyl. Resultatet er derfor et stigende antal afghanske familier, der sulter.

Videnskab.dk har snakket med lektor på Det Amerikanske Universitet i Kabul Asadullah Jawid omkring den kritiske situation i det kriseramte lamt.

- Det er en meget deprimerende situation. Bønderne har ingen chance mod klimaforandringerne, fortæller Asadullah Jawid, der forsker i klimaforandringernes konsekvenser for afghansk landbrug. Han fortsætter:

- De fleste er ekstremt fattige både på viden og penge, og de ved ikke, hvordan de skal reagere. For dem handler det om at sulte eller ikke sulte, tilføjer forskeren.

Han opholder sig i øjeblikket i Tyskland.

Guds værk

Asadullah Jawid har også foretaget standardiserede interviews med 1.434 landmænd fra 14 afghanske distrikter og undersøgt, hvordan de er påvirket af og forholder sig til klimaforandringer.

96 procent af de 1.434 adspurgte svarede, at de er påvirket af klimaforandringerne, og omkring 60 procent af dem svarede, at deres udbytte er faldet, sammenlignet med for 15-20 år siden som følge heraf.

92 procent vurderede, at deres landbrug er sårbart over for fremtidige klimaforandringer.

Bemærkelsesværdigt svarede 2/3, at de mener, at klimaforandringerne er Guds vilje. Kun 10 procent opfattede dem som menneskeskabte. Og det hænger ifølge Asadullah Jawid direkte sammen med Talibans overtagelse af landet i august.