Chokeret gårdejer blev forfulgt af ulveflok og måtte affyre skræmmeskud: Nu er han politianmeldt
Et ægtepar ved Oksbøl er rystet, efter at seks ulve fulgte manden helt ind på gårdspladsen.

Det var ikke bare én ulv, men hele seks ulve, en gårdejer ved Oksbøl stod over for. Foto: Colourbox
For en mand nord for Oksbøl udviklede en gåtur med hunden om aftenen den 10. april sig hurtigt til en chokerende oplevelse, da en gruppe ulve fulgte efter dem. Det skriver TV Syd.
Han oplyser til mediet, at der havde stået seks ulve og kigget mod ham, da han om aftenen var gået ud for at jage to flokke gæs væk, som gik på en mark ved hans gård. Da gæssene var fløjet, begyndte han og jagthunden at gå tilbage mod huset, men pludselig vendte hunden sig igen bagud. Det undrede manden, der kiggede efter sin hund.
- Jeg havde overhovedet ikke set, hvor de kom fra, så jeg fik et overordentligt chok. Der stod seks ulve og kiggede mod mig, siger han til TV Syd.
Ifølge ham var det tydeligt, at der var en »førerhund« forrest, og at de fem andre ulve stod i en vifteformation bag den.
Måtte affyre skræmmeskud
I artiklen fremgår det, at manden måtte bevæge sig baglæns de 150 meter, der var hjem til gården. Undervejs havde han ellers forsøgt at vende sig om for at løbe, men det resulterede i, at ulvene kom tættere på.
Han vurderer, at den forreste ulv på et tidspunkt ikke var mere end 10 meter fra ham.
Da han kom hjem, fandt gårdejeren, der har jagttegn, sit jagtgevær frem, og da en af ulvene bevægede sig ind mod gårdspladsen, affyrede han to skræmmeskud i jorden, og ulvene løb omgående væk.
Ægteparret har delt videoen på Facebook. Efterfølgende har manden fået besked om, at han er blevet politianmeldt, skriver TV Syd.
Fra vinduet filmer mandens kone ulvene, der går omkring på marken overfor huset og i gårdspladsen, mens manden stakåndet går rundt i huset.








































