Det har kostet staten mere end fire millioner kroner at kompensere landmænd for tab af husdyr som følge af ulveangreb.

Det fremgår af en aktindsigt fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, som JydskeVestkysten har fået. I perioden fra midten af marts 2025 til slutningen af marts 2026 er der udbetalt præcist 4.130.619,35 kroner i erstatning.

Beløbet dækker over cirka 300 udbetalinger. Den største enkeltstående erstatning lyder på 104.000 kroner, og kun to sager overstiger 100.000 kroner. I den modsatte ende er den mindste udbetaling på 1.077 kroner.

Sammenlignet med året før er der tale om en markant stigning. I 2024 blev der ifølge tidligere tal fra samme styrelse givet tilsagn om kompensation for i alt 971.373 kroner, skrev Jyllands-Posten ved den lejlighed.

Udviklingen hænger sammen med et kraftigt stigende antal ulveangreb. I 2024 blev der registreret 112 formodede angreb i jyske kommuner, hvoraf 76 blev vurderet som ulveangreb. I de første 11 måneder af 2025 steg antallet til 252 formodede angreb, hvoraf 201 blev tilskrevet ulve. 

Landmænd kan få kompensation for tab af husdyr, hvis Naturstyrelsen vurderer, at der er tale om et ulveangreb. Erstatningen gives som faste satser pr. dyr.