Landmand vågnede ved lyden af skrigende kvier: Ulven stod på foderbordet
En kvie måtte for nylig aflives efter et ulveangreb. Landmanden vågnede ved lyden af skrigende kvier og fandt en ulv inde i løsdriften.

Foto: Colourbox
En kvie er blevet aflivet efter et ulveangreb på en gård i det centrale Sverige.
Ifølge det svenske medie atl.nu vågnede landmanden ved, at hans kvier skreg. Da han kom ud, var en ulv kommet ind i løsdriften og stod på foderbordet.
Den svenske myndighed Länsstyrelsen blev alarmeret af dyreejeren i løbet af natten og kunne efterfølgende fastslå, at der var tale om et ulveangreb.
- Dyreejeren kontaktede os efter et formodet ulveangreb på en kvie. Da vi kom frem til stedet, kunne vi konstatere, at det var tilfældet, siger Markus Södling, vildtforvalter hos Länsstyrelsen, til det lokale svenske medie Katrineholms-Kuriren.
Ifølge Markus Södling fandt selve angrebet sted på græsarealet. Kvien formåede efterfølgende at slippe fri og løbe ind i løsdriften, men dens skader var så alvorlige, at den måtte aflives.
Usædvanligt angreb
Angrebet skete på en gård ved Vingåker i området Sörmland i det centrale Sverige, cirka 150 km vest for Stockholm.
Ifølge Länsstyrelsen er der omkring 40 ulve i alt i Sörmland.
Markus Södling understreger til mediet, at angreb på kvæg er usædvanlige, da ulve hellere angriber får og geder.
- Det her er kun det andet dokumenterede tilfælde nogensinde i Sörmland. Får og geder er mindre og lettere byttedyr, mens kvæg er betydeligt større. Ulven indså det formentlig, eftersom den afbrød angrebet, siger Markus Södling.
Efter angrebet løb ulven tilbage ind i skoven.
Markus Södling understreger, at der er risiko for angreb på husdyr, hvor der findes ulve, men han betegner risikoen som lille.



































