Små børn skal holdes væk fra ulve

Man skal ikke lade børn gå alene i naturen, hvis man bor i nærheden af ulve. Det er også en dårlig ide at løbe ture i naturen med høretelefoner på.

Disse råd er der kommet ud af Projekt Ulvedialog, der har kørt de sidste seks måneder, skriver dr.dk. 30 borgere fra Idom og Råsted i Vestjylland har deltaget i projektet i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet.
 
- Lad ikke børn gå alene i naturen, før de kan agere fornuftigt på mødet med en ulv. Og lad være med at løbe med høretelefoner, så du bliver uopmærksom på, hvad der foregår omkring dig, siger seniorforsker Peter Sunde fra universitet til DR Nyheder.
 
Undgå panik ved ulvemøder
Hvis man møder en ulv i fri natur, som ikke af sig selv løber væk, skal man lave larm og gå mod ulven. Hvis man handler i panik, kan det nemlig vække ulvens jagtindstinkter.
 
- Men for mindre børn kan man risikere, at de ikke agerer fornuftigt, men bliver bange og måske skriger, løber væk og risikerer at falde. Derfor er det en god trafikregel i naturen i områder med vilde dyr, at man ikke lader små børn gå rundt, siger Sunde, der er ansvarlig for ulveforskningen i Danmark.
 
Han tilføjer, at risikoen for at blive angrebet af ulve som menneske er noget nær minimal.

Læs også