Reduktioner i kvælstofudledningen fra landbruget har de seneste årtier været vejen til et godt vandmiljø i blandt andet Ringkøbing Fjord. Nu har Miljøstyrelsen udvalgt Ringkøbing-Skjern Kommune som én af de kommuner, hvor et lokalt kystvandråd skal se på alternative måder at sikre økologien i fjorden.

Det er lokalbefolkningen, der kender et område bedst, som ved, hvad der virker, og som kan følge udviklingen på tæt hold. Sådan har argumentet lydt fra blandt andet landbruget omkring Ringkøbing Fjord.

I landbruget ser man gerne, at betydningen af vandudvekslingen gennem slusen i Hvide Sande og saltbalancen i fjorden i højere grad end yderligere reduktioner i kvælstofudledningen fra landbruget kunne sættes i spil for at opretholde en god vandkvalitet i fjorden.

Udfordringerne i vandområdeplanerne skal løses i fællesskab, og dét er baggrunden for, at Ringkøbing-Skjern Kommune på foranledning af blandt andet landboforeningen Vestjysk i oktober 2022 bød ind på opgaven, da Miljøstyrelsen åbnede for ansøgninger til lokale kystvandråd, der inden nytår skal afsøge, om der findes alternativer til store reduktioner i kvælstofudledningen fra landbruget på vejen mod et godt vandmiljø i de danske fjorde og have.

Tidligere blev det så bekræftet, at et nyt lokalt kystvandråd nu får 11 måneder og 3,8 millioner statslige kroner til at udarbejde en lokal analyse til den statslige vandområdeplan for Ringkøbing Fjord.