90 millioner til naturindsatser og fremtidens miljøregulering af landbruget
Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at afsætte 90 millioner kroner til gavn for landbrug, natur og klima. Pengene skal blandt andet gå til at styrke det faglige grundlag for målrettet regulering.

Sammen med resten af forligskredsen bag den målrettede regulering har miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) nu fordelt pengene i den pulje, der kom med forliget.
Forligskredsen bag aftalen om målrettet regulering er blevet færdig med at fordele den pulje på 90 millioner kroner, der hænger sammen med aftalen. Aftalen indebærer, at landmænd, der har jord tæt på sårbart miljø, skal gøre en ekstra indsats for at sikre mod udledning af næringsstoffer til vandmiljøet.
Skal øge klimaindsatsen
Det bidrager til at skabe muligheden for, at danske landmænd også i fremtiden kan producere kvalitetsfødevarer og samtidig overholde endnu mere ambitiøse miljømål. Ifølge miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) sker indsatsen for at begrænse udledningen af kvælstof i naturen.
- Vi styrker nu naturindsatsen, så vi kan lave projekter, der kan give mere sammenhængende natur, og vi kan lave projekter, der reducerer kvælstofudledningen, eksempelvis ved at lave sårbare landbrugsområder om til natur, lyder det fra ministeren.
- Samtidig styrker vi det faglige grundlag, for jo bedre og mere præcis, fremtidens målrettede miljøregulering bliver, jo mere er det til gavn for både miljøet og landmændene, fortsætter han.
20 millioner til jordfordeling
Af et notat fra Miljø- og Fødevareministeriet fremgår det, at 7,5 millioner kroner går til præcisionslandbrug, mens der er hensat 20 millioner kroner til jordfordeling. Meningen med de afsatte penge til jordfordeling er at fokusere på vådområde- og lavbundsprojekter og derigennem at skabe et bedre vandmiljø.
Ifølge landbrugsordfører hos Dansk Folkeparti, Lise Bech, er jordfordelingen meget vigtigt for natur- og miljøindsatsen.
- Mere jordfordeling skaber større og bedre sammenhængende naturområder og naturfremme i forbindelse med for eksempel vådområdeindsatsen og er dermed både til fordel for naturen og den enkelte landmand, siger hun.
L&F positive over fokus
- Vi er meget positive over, at de har sat ekstra midler af til viden og teknologi. Det vil gøre det lettere at få vækst i fødevareerhvervet, samtidig med at vi kan nå vores miljø- og naturmål, siger afdelingsleder i Landbrug & Fødevarer, Anders Panum Jensen, til altinget.dk.
- Vi er allermest optagede af, at vi får styrket det faglige grundlag for vandmiljøindsatsen. Og det er vi glade for, at politikerne har lagt vægt på her, siger han.
Udover de nævnte områder er der afsat 15 millioner til en pulje, hvor kommuner kan søge om tilskud til såkaldte vandparkeringspladser, der kan bruges til at afhjælpe oversvømmelser og skabe ny natur. Der er også sat penge af til opdatering af retentionskort, vandråd og til den betydning, som klimaforandringerne får.