44 mm regn på 30 minutter

Det ekstreme hagl- og tordenvejr Kr. himmelfartsdag ødelagde kartofler og andre afgrøder på Rosilde Højgård.

Kr. himmelfartsdag faldt der 44 millimeter regn og store hagl på en halv time på et mindre område lige udenfor Nyborg. Sådan så dele af en mark på 25 hektar med økologiske sukkerroer på Holckenhavn Gods ud efter det ekstreme tordenvejr. Foto: Mads Buch Petersen, Rosilde Højgård Jens Jørgensen, Rosilde Højgård, på en mark, hvor økologiske ærter til fremavl er blevet ødelagt af haglvejret. Til højre et areal, hvor der netop var sået økologiske grøntsager.

Som varslet af DMI i flere dage forinden, drev et kraftigt tordenvejr henover Fyn Kr. himmelfartsdag sidst på eftermiddagen.

- Vejrudsigten holdt stik. Men at det lige skulle ramme vore marker med sådan en kraft, havde vi ikke forventet. Bygerne trækker ofte uden om os, og faktisk ligger vi i et af de områder i landet, hvor det regner mindst.

Helle Jørgensen viser kartoffelrækkerne på Rosilde Højgaard, og hendes mand Jens Jørgensen den nysåede mark med grøntsager, efter der på en halv time kom 44 millimeter, eller et tredobbelt skybrud i DMI’s termologi.

650 hektar

Rosilde Højgård ved Nyborg driver 650 ha, hvoraf de 500 ha er økologiske. Blandt andet 400 ha, som er forpagtet af Holckenhavn Gods.
Foruden kornafgrøder som rug, vårbyg og ølandshvede, sukkerroer, hvidkløver og hestebønner, dækker kartoflerne 55 ha. Af disse er de 40 ha økologiske. Desuden dyrkes flere økologiske grøntsager, som sælges i bedriftens egne to gårdbutikker samt lokale forretninger og restauranter.

Næsten samtlige arealer blev berørt af det voldsomme uvejr.

Tidligkartofler

Alle arealer er haglskadeforsikret, og forsikringsfolkene vurderer sammen med konsulenterne hvor meget, der kan reddes.
Rosilde Højgård er ikke mindst kendt for deres spisekartofler. Og derfor var der stor opmærksomhed omkring tidligkartoflerne, som i forvejen i år har været forsinket på grund af den sene frostperiode i marts.

- Mange kunder efterlyser de nye kartofler, så uvejret har ikke gjort situationen bedre, siger Helle Jørgensen.

Hun forventer dog, at de første nye kartofler, som var overdækket af fiberdug under uvejret, kan leveres her i dagene op til pinse, hvor mange kunder netop har tradition for at servere denne herlige forårsspise.

 

Læs også