VEJRET April 2020 endte med en middeltemperatur på 7,7 grader på landsplan, hvilket er 0,5 grader over normalen på 7,2 grader beregnet for perioden 1991-2020 og 0,3 grader over 10-årsgennemsnittet på 7,4 grader for perioden 2011-2020.

Siden de landsdækkende temperaturmålinger begyndte i 1874, er den koldeste april fra 1888 med 2,5 grader i gennemsnit, mens den varmeste er fra 2011 med 9,9 grader i snit.

Månedens højeste temperatur var 21,2 grader, der blev målt ved Store Jyndevad i Sønderjylland den 6. april. Omvendt var månedens laveste temperatur på -5,4 grader, der blev registeret ved Billund den 4. april.

Det var generelt varmest på Fyn og i Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster, der alle havde et gennemsnit på 8,1 grader, mens det var koldest hos nordjyderne, der måtte nøjes med 7,1 grader i snit.

Nedbør

I gennemsnit ud over landet faldt der 23,3 millimeter nedbør i den forgangne måned. Det er 15,2 millimeter under normalen på 38,5 millimeter for perioden 1991-2020, og 14,4 millimeter under 10-årsgennemsnittet for 2011-2020 på 37,7 millimeter.

Mindst april-nedbør er der faldet i 1893 og 1974, hvor der i gennemsnit blot kom tre millimeter nedbør. I den anden ende af skalaen er den vådeste april fra 1936, hvor der faldt 98 millimeter i snit ud over landet.

Tørkeniveauet steg kraftigt i løbet af måneden og nåede den 26. april op på 9,9 (høj risiko for tørke). Tørkeindekset har – i de 15 år DMI har beregnet det – ikke tidligere har været så højt så tidligt på året.

Der kom i april 2020 mest nedbør i Midt- og Vestjylland, der fik 30,4 millimeter i gennemsnit, mens der kom mindst på Bornholm, hvor der blot faldt 8,8 millimeter nedbør i snit.

Soltimer

I den forgangne måned skinnede Solen i gennemsnit ud over landet i 260,7 timer, hvilket er 72,5 timer eller over normalen for 1991-2020 på 188,2 timer og 50,9 timer over 10-årsgennemsnuttet for 2011-2020 på 209,8 timer.

Det var også den fjerdesolrigeste april, siden de landsdækkende soltimemålinger startede i 1920. Rekorden for den solrigeste april er fra 2019 med 273,7 solskinstimer, og bundrekorden er fra 1937 med kun 84 timer.

Mest sol fik Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster med 278,2 timer i gennemsnit, mens der med 251,4 soltimer i snit kom mindst sol i Midt- og Vestjylland.

Kilde: DMI og det er baseret på de landsdækkende temperatur- og nedbørmålinger, der er blevet foretaget siden 1874, og på de landsdækkende soltimemålinger, som startede i 1920.

Månedens nøgletal

  • Døgnmiddeltemperatur i gennemsnit: 7,7 grader
  • Nedbør i gennemsnit: 23,3 millimeter
  • Højeste og laveste temperatur
    21,2 grader ved Store Jyndevad i Sønderjylland den 6. april
    -5,4 grader ved Billund i Midtjylland den 4. april