Debat: Ålegræsfund i Kertinge Nor viser et andet billede end professors modelberegninger
Jørgen Friis anfægter professor Mogens Flindts modelberegninger, efter at ålegræsset viser sig at trives i den del af Kertinge Nor, hvor landbrugsvandet løber ud.

Jørgen Friis. Arkivfoto
Af Jørgen Friis, Sarumgårdsvej 4C, 5290 Marslev
For nogen tid siden havde Effektivt Landbrug en artikel om en tur på Kertinge Nor for at studere udbredelsen af ålegræs og hvor i noret, det fandtes.
Efter turen og under tilblivelsen af artiklen kontaktede avisen professor Mogens Flindt fra SDU, sikkert for at få et videnskabeligt syn på, hvad man havde set. Han siger, at han er virkelig irriteret over, at nogle hele tiden bliver ved med at vende tilbage til det med spildevandet, selv om det egentlig ikke var det, vi ville påvise, men derimod at ålegræsset stortrives i den del af noret, hvor tilløbet af vand kommer fra landbruget, idet et areal på 1.088 hektar har udløb i dette område.
Modelberegninger
Men hvordan det hænger sammen med den store ålegræsudbredelse i området med landbrugsvand, kommer professoren ikke ind på, men henviser til sine modelberegninger, der viser, at det er kvælstof, der er det store problem.
Professoren siger også, at det ikke rykker ved hans dokumentation, at vi har fundet et område omkring et rør, hvor miljøet er skidt. Her vil jeg henvise til vores tur med fritidsdykkeren Ulrik Vendelbo for to år siden, hvor vi ganske vist ikke nåede over i ålegræsområdet mod syd, men var igennem den nordlige del af noret og op gennem det smalle løb til Kerteminde Fjord. Her viste alt sig dødt og kedeligt gråt, og enkelte steder var der de såkaldte liglagener. Jeg er sikker på, at professoren kan få optagelserne at se ved henvendelse til Ulrik Vendelbo eller måske TV 2, som viste dem samme aften. Så det med, at det kun er omkring udløbet, der er dårlig tilstand, kan jeg ikke se holder.
Noget galt med historien
Jeg er sikker på, at jeg kan arrangere en tur på noret med professoren og Henning Juhls båd og Tom Thorsen som dronefører, så professoren kan få set på virkeligheden frem for modellerne.
Hvorfor nu alt dette? Ikke for at irritere en professor, men for at prøve at påvise, at der må være noget galt med den historie, som snart har kørt i 40 år, om at det er kvælstof, der er skyld i ulykkerne. Det vil være helt ubærligt, hvis denne fejlagtige antagelse skal være skyld i nye kvælstofreguleringer, som vil tvinge landbrugsfamilier fra hus og hjem.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.





































