Kan præcisionsjordbrug betale sig?
Præcisionsjordbrug giver nogle åbenlyse fordele med mulige besparelser på input, mens der samtidig reduceres risiko for lejesæd, og teknologien tæller som kvælstofvirkemiddel. Men det kan også give bøvl og besvær. To konsulenter har med udgangspunkt i to forskellige bedrifter set på, hvilke fordele – praktiske og økonomiske – som de pågældende bedrifter har opnået ved præcisionsteknik.

Kan det nu betale sig at gå i gange med præcisionsteknik, der jo er kendt for at være udfordrende og tidskrævende i opstarten? Erfaringerne fra to forskellige bedrifter kan give nogle svar herpå. Arkivfoto
Der tales meget om præcisionsteknik i landbruget – især udfordringer ved at få det startet op. Så kan det nu også betale sig?
Det har landskonsulent Michael Højholdt og specialkonsulent Asmus Krenzen, begge Seges Innovation, set på hos to landmænd, der har haft hver sin tilgang til opstart af præcisionsjordbrug.
Den ene bedrift har løbende købt nye maskiner, som er klar til præcisionslandbrug og har dermed en nyere maskinpark, mens den anden bedrift har opdateret allerede eksisterende maskiner, og på den måde ved tilkøb af ekstraudstyr har gjort maskinparken klar til præcisionslandbrug.
De to bedrifter har det til fælles, at de drives af unge, dygtige landmænd med stort engagement og faglig stolthed.
Deres ambition er at sikre, at arbejdet i marken udføres så effektivt og optimalt som muligt. Derfor fylder præcisionsjordbrug i stigende grad i den daglige drift.
Præcisionsteknologi hos dem er ikke længere blot et ekstra modul, men en integreret kernefunktion på maskinerne.
Landbrug 1: 500 hektar med nyere maskinpark
Denne bedrift tilhører kategorien større landbrug og er kendetegnet ved en moderne maskinpark med integreret udstyr til præcisionsjordbrug.
Markplanen omfatter mere end 500 hektar fordelt på flere afgrøder, herunder en betydelig andel græsfrø. Derudover dyrkes blandt andet sukkerroer, hvede og vårbyg.
Planteavlsbedriften udvikler både i forhold til størrelse, sædskifter, dyrkningspraksis og teknologi. Derudover er det en bedrift med nogle fastlagte strategiske mål om at påvirke omgivelserne så lidt som muligt og i stedet bevare recirkulering, hvilket blandt andet skal ske ved at mindske pløjningen de steder, hvor det giver mening.
Derudover er det en klar målsætning at mindske brugen af planteværn ved at graduere og pletsprøjte, hvor det kan lade sig gøre.
Landbrug 2: 135 hektar med ældre maskinpark
Et mindre planteavlsbrug med en markplan på 135 hektar, hvor der dyrkes et varieret sædskifte bestående af havefrø, sukkerroer, vårbyg, hvede og raps.
Bedriften drives af en yngre landmand, som efter et generationsskifte har implementeret præcisionsjordbrug.
Fra at overtage bedriften med en maskinpark uden præcisionsteknologi har han i dag autostyring på begge traktorer og anvender gradueret tildeling af planteværn, udsæd og gødning.
For at holde omkostningerne på et minimum er maskinstrategien primært at investere i brugte maskiner, som efterfølgende opgraderes til præcisionsjordbrug ved montering af prisvenlige, alternative løsninger.

Det er meget forskelligt fra bedrift til bedrift, hvor meget der skal investeres i ny teknik for at kunne starte præcisionsjordbrug. Arkivfoto: Jørgen P. jensen
Overvejelser om præcisionsjordbrug
Investering i præcisionslandbrug er typisk kun en egentlig merinvestering, hvis der opgraderes eksisterende udstyr.
Det er nok de færreste, der i dag køber en ny traktor uden autostyring og mulighed for RTK-GPS, også selvom man ikke umiddelbart vil benytte funktionen på traktoren – men for at fremtidssikre traktoren og dens gensalgsværdi.
Det samme gælder nok også et stykke hen ad vejen for såmaskiner, gødningsspredere og sprøjter.
De to konsulenter opstiller en række forudsætninger set ud fra de to bedrifter, som viser, at den økonomiske gevinst ved anvendelse af præcisionsjordbrug kan anslås til omkring 300 kroner pr. hektar. Resultatet afhænger naturligvis helt af forudsætningerne for beregningerne.
Der er her udelukkende set på konsekvenserne ved at benytte metoderne gradueret gødning, udsæd og planteværn.
Selvom det kan være vanskeligt at opgøre de økonomiske gevinster ved variabel tildeling af udsæd, planteværn og gødning, er de faglige gevinster tydelige gennem hele vækstsæsonen.
Landbrug 1: Større planteavlsbrug med nyere maskinpark
Traktorer med RTK-GPS og autostyring
Marksprøjte fra 2022 med to meter sektionsafblænding, variabel tildeling og spotsprøjtning
Gødningsspreder fra 2022 med mulighed for variabel tildeling
Skiveskærssåmaskine fra 2019 med gradueret udsæd og startgødning
Enkornssåmaskine fra 2018 og radrenser med GPS-styreramme
Rækkesåmaskine fra 2024 med tilhørende rækkesprøjte.
Landbrug 2: Mindre planteavlsbrug med ældre maskinpark
Traktorer med RTK-GPS og Autostyring
Såmaskine med sektionsafluk i to sektioner og graduering af udsæd/gødning
Gødningsspreder med mulighed for variabel tildeling
Marksprøjte med tre meter sektionsafblænding, variabel tildeling og spotsprøjtning.
De vigtigste erfaringer fra bedrifterne ved brug af præcisionsjordbrug
Mere ensartede marker
Besparelse på planteværnsmidler
Bedre tildeling og udnyttelse af gødningen
Det er spændende at arbejde med præcisionsteknologi – men det tekniske kan drille
Anvendelse af præcisionsteknologi kræver tid – særligt ved opstart
Jo mere erfaring, des nemmere at anvende
Stor faglig tilfredsstillelse at optimere planteavlen.
Overvejelser om præcisionsjordbrug
Høstudbyttet kan forventes at blive mindst på niveau med det, der kan høstes uden anvendelse af præcisionslandbrug
Variabel udsædsmængde kan give mere ensartet etablerede marker ved f.eks. at forbedre etablering på svære lerholdige bakketoppe
Variabel tildeling af næringsstoffer vil forbedre tildelingen, kan hæve høstudbyttet og vil reducere eventuel risiko for lejesæd
Sektionsafblænding af marksprøjte og mulighed for spotsprøjtning vil reducere anvendelsen af planteværnsmidler
Præcisionsjordbrug tæller med kvælstofvirkemiddel.
Gode råd til opstart med god økonomi
Start med RTK GPS og brug autostyring
Man skal have lyst til at arbejde med digital teknologi
Overvej at starte med løsninger der allerede har vist deres værd
Der er stor variation i markerne, som kvitterer for variabel tildeling af f.eks. udsæd og gødning
Det er som altid en fordel at kunne fordele omkostninger på mange hektar.
Husk at der kommer løbende forbedringer og nye løsninger til.








































