Missionen er klar hos Landbrugsvikarsyd med hovedafdeling i Løgumkloster – at skaffe kvalificerede landbrugsvikarer til landbruget, men også vikarer inden for andre erhverv samt hjemmeservice.

Og til den opgave udvides holdet nu med en ny spiller i form af Annette Krog, der den 1. juli officielt starter som ny planlægger hos Landbrugsvikarsyd.

- Min opgave bliver at servicere kunder i form af landmænd, kommuner, håndværkere og entreprenører, fortæller Annette Krog, der var med, da LandbrugsvikarSyd, traditionen tro var med som udstiller tidligere på sommeren i forbindelse med Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa.

Og Annette Krog har mange års erfaring og ekspertise med omkring landbruget, hvor hun, som hun selv beskriver det, har været hele vejen rundt.

- Jeg har altid arbejdet inden for landbruget ikke mindst landbrugsskoler, oplyser Annette Krog, der selv oprindeligt er uddannet landmand fra Gråsten Landbrugsskole, og siden selv har arbejdet på flere landbrugs- og erhvervsskoler som Morsø, Bygholm, Borris og Hansenberg.

De senere år har karrieren for Annette Krog foregået hos markante virksomheder som Hedegaard og senest Danish Crown, hvor hun blandt andet har arbejdet indenfor ejerservice.

Nu hedder det vikarformidling og planlægning hos Landbrugsvikarsyd – et job som Annette Krog allerede er »tyvstartet« i og som hun glæder sig til officielt at kaste sig ud i.

Hendes arbejdssted bliver fra hovedkontoret i Løgumkloster – selv bor hun med sin familie i Gram. To af hendes nære kolleger er afdelingslederne Jan Pedersen og Mathias Olesen.

I spidsen for Landbrugsvikarsyd står adm. direktør Peter Lambæk Nielsen, og han er glad for at have fået Annette Krog med på holdet.

Sommerperioden er nemlig også en travl periode for formidling af vikarer i forbindelse med blandt andet maskinstationsarbejde, høst og ferieafvikling.

Og Peter Lambæk Nielsen oplyser, at der altid er plads til flere, der måtte have brug for vikarassistance, ligesom man også altid gerne hører fra interesserede, der måtte gå rundt med ønsket om at arbejde som vikar.

Se mere på www.landbrugsvikarsyd.dk.

Business