40 års god indsats har givet maskinfører Preben Hedegaard, Bounum Maskinstation, en belønning i form af en medalje og »hædersprisen for lang og tro tjeneste« fra Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab. Han var indstillet af Danske Maskinstationer og Entreprenører, DM&E.

Preben Hedegaard har været i kontakt med mange via sit job. Hans gode personlige egenskaber overfor både kunder og kolleger samt loyalitet og trofasthed over for virksomheden gjorde ham derfor fortjent til at modtage den ærefulde pris med flot medalje og diplom.

Hædersbeviset til Preben Hedegaard i form af en medalje i sølv med inskription blev overrakt af præsidiemedlem i Landhusholdningsselskabet Erik Klindt Andersen. Branchedirektør i DM&E Bent Juul Jørgensen supplerede med et diplom og en tale til jubilaren, skriver DM&E i en pressemeddelelse.

120 gæster

Preben Hedegaard er fejret med reception og fest på virksomheden, hvor 120 gæster var mødt frem for at hædre den flotte bedrift. Tidligere ejer og stifter af Bounum Maskinstation, Bertel Sørensen holdt en tale for jubilaren, der takkede for den flotte hæder.

Med sine 40 år bag rattet kunne maskinføreren desuden videregive nogle af sine erfaringer. For eksempel har han altid tilstræbt at gøre sin arbejdsopgave færdig, når den er begyndt, for ikke at skulle ud til samme mark igen dagen efter. Han er meget vellidt af virksomhedens kunder og kender hver eneste én inkl. deres marker.

Mentor for de unge

Medaljemodtageren har således været en del af Bounum Maskinstations store vækst. Da Preben Hedegaard begyndte for 40 år siden, var det med en traktor, der havde cirka 125 hk. I dag er der 425 hk under hjelmen.

Hans primære arbejdsopgaver på maskinstationen er gylleudringning og grovfoderproduktion. I grovfoder er det især rensning af majs og rivning af græs samt crimpning af korn, der er hans speciale.

Udover at Preben Hedegaard evner at køre alle maskiner, er han samtidig en god mentor for virksomhedens yngre medarbejdere. Blandt den faste stab på 30 kolleger er han vellidt, og han er desuden virksomhedens sikkerhedsrepræsentant.

laj

Business