Stenderup vil udvide med markant gravemaskine-mærke
Maskinfirmaet Stenderup A/S opruster med nyt mærke inden for gravemaskiner, som annonceres efter nytår.

I øjeblikket er det Gehl-minilæssere, der fylder hos Troels Stausholm Jensen og Stenderup A/S. Om kort tid ruller et kendt mærke i gravemaskiner ind og supplerer entreprenør-segmentet hos maskinfirmaet.
Salget af læssemaskiner til entreprenørbranchen “tordner derud’ a’” for maskinfirmaet Stenderup A/S. Når kalenderen skiftes fra 2020 til 2021, kan virksomheden notere et øget salg af minilæssere på ikke mindre end 75 procent i forhold til 2019. Når Stenderup A/S’ administrerende direktør, Troels Stausholm Jensen byder 2021 velkommen, vil Stenderup A/S være på udkig efter et markant topmærke inden for gravemaskiner.
- Stenderup A/S skal ikke blot være en minilæsser-succes i entreprenør-segmentet, vi skal også være en minigraver-succes, fortæller direktør Troels Stausholm Jensen.
- Stenderup A/S har tidligere haft forhandling af et par mindre kendte mærker, som vi nu har stoppet samarbejdet med. I stedet satser vi på at hente et af de absolutte topmærker ind hos Stenderup og vi har såmænd allerede aftalen på plads med den kommende salgschef for gravemaskiner. Navnet tager vi, når vi har sagt godt nytår, men det behøver ikke være en hemmelighed, at der er tale om en af de mest kendte og velrenommerede folk inden for entreprenørmaskine-branchen, siger Troels Stausholm Jensen.
Gehl en succes
Direktøren fortæller, at virksomhedens forhandling af Gehl-læssemaskiner har været en stor succes, som de nu satser på at følge op med gravemaskiner.
- Vi vil primært have fokus på mini- og midi-gravere, men også være klar til at sælge større maskiner. Vi sonderer i øjeblikket markedet og er på udkig efter en af de største og mest kendte brands. Vi glæder os til at fortælle nærmere, når vi har en aftale på papir, forklarer Stenderup-direktøren.
På entreprenørfronten har Stenderup A/S hidtil primært markeret sig med læssemaskinerne fra amerikanske Gehl, som til gengæld er blevet en succes for virksomheden. Hen over året sendes den ene Gehl-læsser efter den anden afsted til kunder fra maskinfirmaet i det nordlige Sønderjylland.
- Vi vil være specialister inden for nogle nicheområder. Derfor vil vi have både læssemaskiner og gravemaskiner af de ypperste mærker. Vi er allerede solidt på plads med et stærkt hold til Gehl-læsserne. Med ansættelsen af en af branchens bedste folk som salgschef for gravemaskinerne, satser vi på at udnytte det store potentiale, der er også på Sjælland. Vi har allerede to sælgere og tre montør på Sjælland, men vil være endnu mere synlige, siger Troels Stausholm Jensen.
Klar til et topmærke
Han tilføjer, at tiden nu er inde til, at Stenderup A/S udvider med et mærke af kvalitet til kunderne.
- Vi er på udkig efter et virkeligt topmærke også inden for mini- og midi-gravemaskiner, fordi vi har kunderne til det, vi har set-up til det, og vi har hele serviceorganisationen til det. Med 14 bemandede servicevogne er vi allerede landsdækkende, og nu udnytter vi så bare en styrke, som vi allerede har, forklarer Troels Stausholm Jensen.
- Vores montører har i gennemsnit 16 års anciennitet, hvilket sikre at kunderne får erfarende montører ud til service og reparationer. Når vi leverer nye maskiner, kommer de altid til kunden i en lukket lastbil. En ny maskine fra Stenderup skal altid være ny og skinnende uden snask fra landevejstransporten, det gælder både minilæssere og fremover gravemaskiner, fastslår Troels Stausholm Jensen.