For fire år siden så Profil Tech dagens lys. Idéen var at sælge svensk kvalitet til fornuftige priser ved at skære mellemleddet væk. Den idé tog kunderne imod og siden er det gået med hastige skridt for den unge virksomhed, der forventer at 2020 viser en tredobling af omsætningen fra år ét.
Trods virksomhedens få år på bagen er indehaver af Profil Tech, Johnny Molin ikke helt grøn i branchen. Med mere end 30 års erfaring inden for stålprofilbranchen og drift af egen virksomhed, kender han alle hjørner og kanter i faget.
Allerede i det første leveår oplevede Profil Tech stor succes, og på det seneste har vækstkurven været endnu stejlere. Faktisk forventer Profil Tech, at de i 2020 når en tredobling i omsætning sammenlignet med år ét. Grunden til den hastige succes skal ifølge Johnny Molin blandt andet findes i, at Profil Tech, importerer stålprodukter af højeste kvalitet fra den svenske stålpladeproducent, Byggprofiler.
- Den virksomhed, vi handler hos, har eksisteret i mere end 50 år, og jeg har handlet med dem, helt fra jeg startede op for 32 år siden, og indtil vi selv begyndte at producere produkter. Og nu kan vi altså igen tilbyde produkter fra Byggprofiler. De sælger kun produkter af absolut højeste nordiske kvalitet - derfor er der også op til 40 års garanti på deres produkter. Så hos Profil Tech er vi selvfølgelig stolte af, at vi, som de eneste, kan tilbyde deres produkter til danskerne. Specielt når man tænker på, at de fleste andre stålplader på det danske marked er importeret fra Asien, lyder det fra indehaver af Profil Tech, Johnny Molin.
Johnny Molin peger samtidig på en anden tydelig grund til den stejle vækstkurve, nemlig at de har valgt at fokusere 100 procent på at sælge direkte til håndværkere og privatpersoner.
Profil Tech startede oprindeligt op som en mindre familievirksomhed i Hadsund i 2016, men var snart nødt til at flytte i større lokaler i Assens, hvor de i dag beskæftiger otte mand. Væksten de seneste måneder har dog resulteret i, at pladsen igen er ved at blive trang på lageret, så snart begynder en udvidelse af lokalerne.