Viking-medlemmer deler overskud

VikingDanmarks bestyrelsesformand Anders Levring. Foto: VIkingDanmark
Trods Covid-19 og en usikker verden var 2020 et udmærket år for VikingDanmark, som Effektivt Landbrug berettede om i april.
Med et overskud på 12,5 millioner kroner kan medlemmerne - de danske kvægbrugere – se frem til, at hele overskuddet skal udbetales til netop dem.
- Vi er ikke sat i verden for at lave en større egenkapital for VikingDanmark. Vi skal skabe værdi til vores medlemmer, lyder det fra bestyrelsesformand Anders Levring, som fortsætter:
- VikingDanmark går hvert år efter at lave et resultat, der balancerer. Vi mener, at pengene ligger bedst ude hos landmændene, og at pengene ikke behøver komme ind forbi VikingDanmark først, tilføjer han.
Hvor meget, den enkelte kvægbruger får retur, afhænger af, hvor mange kroner vedkommende har købt sæd og insemineringsservice for. Der bliver således tilbagebetalt et beløb svarende til fem procent af det beløb, den enkelte landmand har købt sæd og service for. Det er samtidig første gang, at VikingDanmark udbetaler et overskud siden 2008. Udbetalingen sker ultimo maj.