Virksomheden Farmbrella har etableret et bestyrelsesnetværk, der skal sikre, at de mange dygtige profiler i landbruget og følgeindustrien melder sig på banen, så de mange danske landbrugsdirektører kan finde kompetent sparring.

- Det er vigtigt med de rigtige kompetencer omkring sig, når man skal udvikle sin landbrugsvirksomhed, lyder det fra Lene Gade Hovmøller, Landbrugsdirektør i Vækstfonden, i forbindelse med, at Vækstfonden har indgået samarbejde med netværksplatformen Farmbrella om at sætte fokus på bestyrelser i agrosektoren:

- I dansk landbrug står vi midt i en enorm transformation, og udviklingen bevirker, at landbrugsvirksomheder bliver større og større, og det betyder, at kompleksiteten i virksomhederne øges, siger Lene Gade Hovmøller.

Farmbrella har allerede samlet mere end 40 profiler, der er klar til at udvikle agrosektorens virksomheder i tæt samspil med landbrugsdirektører og finanspartnere, men det er langt fra nok. Ifølge Seges skal der inden 2030 gennemføres omkring 3.000 generationsskifter i dansk landbrug, og når de mange ejerskifter skal realiseres og mange virksomheder går fra enkeltmandseje til ApS eller A/S, vil der blive stigende behov for professionelle bestyrelser.

Og det er vigtigt, at danske landbrugsdirektører har adgang til professionel sparring i ledelsesrummet. For imens støtten fra en bestyrelse er hverdag i mange andre brancher, så sidder landbrugets chefer ofte alene.  

Rette kompetencer

- I og med at vi står midt i den her transformation, og selve strukturudviklingen i dansk landbrug, så er det rigtig vigtigt, at man har et godt setup omkring sig; at man har et godt hold, der kan hjælpe med at holde den retning, man selv har sat. Og her kan bestyrelsesnetværket være med til at skaffe de kompetencer, således at man har det solide fundament at drive sin virksomhed ud fra, siger direktør i Farmbrella Christina Yding Hahn Elgaard og fortsætter:

- I Farmbrella har vi skabt en platform som et nyt samlingspunkt for agrosektorens profiler, og vi ser frem til at mange flere opretter en profil på bestyrelsesplatformen, så vi sammen kan medvirke til at videreudvikle dansk landbrug ved at matche landbrugets virksomheder med de mest kompetente bestyrelsesprofiler.

I Farmbrella ser man bestyrelsen eller gårdrådet som et fortroligt rum landbrugsdirektøren kan træde ind for at drøfte vigtige strategiske punkter, vigtige ledelsesmæssige strategier men jo også et sted, hvor der bliver taget hånd om de væsentligste udfordringer, virksomheden befinder sig i her og nu.

- Det er jo ens egne helt personlige rådgivere, som er helt inde i ens virksomhed, som er med på, hvad der sker, og som vil gøre alt, der skal til, for at hjælpe med at udvikle virksomheden i den rigtige retning, siger Christina Yding Hahn Elgaard og uddyber:

- Som landbrugsdirektør er helt essentielt at få identificeret de kompetenceområder, man har brug for hjælp til at få styrket. Man skal have lavet en helt klar aftale med hvert enkelt bestyrelsesmedlem om, hvad det er forventningen er fra begge parter.

Den betragtning er man enige i hos Vækstfonden:

- En professionel bestyrelse kan bidrage til at sætte retning for strategiarbejdet. Nogle år er der måske behov for kompetencer inden for strategi og drift, hvorimod det længere henne i processen i højere grad kan handle om videreudvikling af virksomheden eller et generationsskifte, siger Lene Gade Hovmøller.

- Så det handler hele tiden om at få tilpasset de her kompetencer, til de udfordringer virksomheden er i lige nu, lyder det fra Lene Gade Hovmøller.
 

GenerationsskifteGenerationsskifte og ejendomshandlerBusiness